Artilleriet på Bornholm

På Forsvarsmuseet udstilles følgende kanoner:

En smedejernskanon fra 1555.
Et kammerstykke til smedejernskanon ca.1550
Falkonet (fragment) 1500 til 1600
Støbejerns barse (kaliber 20 cm.) 1550 til 1600
Jernkanon 1 pds. (uden tapper og drue) 1600 til 1650
2 stk. finbanker 6 pds. 1600 til 1650
2 stk. finbanker 9 pds. 1600 til 1650
3 stk. jernkanoner 14 - 18 pds. 1650 til 1700
En norsk jernkanon 18 pds. Moss jernværk ca. 1700
En 3 pds. Frederiksværk metalkanon system 1687. Støbt 1776.
En 12 pds. granatkanon M/1834
En 24 pds. fodmorter M/1834
En 4 pds. riflet feltkanon M/1865
En 88 mm. feltkanon M/45E

En 40 mm. luftværnskanon M/38/60.

En 105 mm. Haubitz

Med museets opstilling af middelalderkanonen er det naturligt at skrive en kort beretning om det bornholmske artilleri gennem tiderne. Kildematerialet er først og fremmest de kort og tegninger, der findes på Forsvarsmuseet, men også selve kanonerne. Det følgende er ment som en oversigt, der måske kan inspirere nogen til at skrive den endelige historie.

De første kanoner

Året er 1510.
Lybske soldater gør landgang på Bornholm for at plyndre og røve, og med sig har de et nogle små kanoner, i hvis ild det bornholmske forsvar bryder sammen.
250 år tidligere skrev den engelske munk, Roger Bacon skriver "Man tager syv dele salpeter, fem dele trækul og fem dele svovl. Med denne blanding kan man fremkalde et klart lysglimt og en tordenlignende larm, hvis man kender knebet."
I året 1313 angiver tyskeren Bertold Schwartz hvorledes det kan anvendes i skydevåben. I året 1346 anvender den engelske konge Edward III tre kanoner i slaget ved Crécy.
I Danmark findes den første omtale af krudt i året 1372, idet en borger i Ribe - Erland Kalv henrettes fordi han har skaffet fjenden ved Gram Slot 2 dunke "bøssekrudt".
I Kong Hans regnskaber omtales en bøssestøber, der aflønnes som en høvedsmand.
De ældste tegninger af kanoner i Danmark stammer fra 1536 og viser Københavns belejring. På land ses kanoner med affutage på hjul og på de skibe der afspærrer byen fra søen ses flere kanoner pege ud fra skibssiden.
Bornholm overgives i 1525 til lybækkerne som pant for penge som kongen skyldte, og lybækkerne medførte kanoner, da de genopbyggede Hammershus, som de få år tidligere delvis havde nedbrudt.
På Hammershus begyndes en fornyelse af borgens forsvarsværker og et af de nye tiltag var bygningen af kanontårne og skydehuller til ildvåben. Ved murenes yderside opføres således 10 rundeller til kanoner. Langs kysten udbygges skanserne i 1556 til at modtage kanoner som lybækkerne havde med.
Hvilke kanoner og våbentyper medbragte de så?
Der er ikke nogen direkte kilder, men som håndskydevåben var "hagen" det mest. anvendte. D.v.s. et våben forsynet med lunte, som ved affyringen støttedes mod en mur eller gaffelstok for at optage rekylen. Kanonerne var formentlig bagladekanoner af en type som den i museet udstillede.

En smedejernsbagladekanon år 1555

Til Nexø blev der i 1990 indbragt en smedejernsbagladekanon, som frem til 1996 blev konserveret på Nationalmuseet i Brede. Da det er et helt enestående fund der fortæller om artilleriets tidligste våben, vil derfor være på sin plads, her at give en nærmere beskrivelse af den, før beretningen om artilleriet fortsætter.
Kanonen er fremstillet af smedejern.
Tre lange stænger går fra mundingen til bagende. De er buede og smigede for at kunne danne et rør. Omkring disse stænger er der så blevet lagt et stort antal ringe. Disse er i glødende tilstand ført ned over stængerne og ved afkølingen krympet således at de sammen med stængerne danner et stabilt rør, der udgør kanonens løb. Rørets kaliber lader sig kun vanskeligt bestemme, da det er meget forrustet og store dele deraf er forsvundet, men et skønnes at være mellem 4 og 6 cm. Røret er lagt i en svært stykke egetømmer, der er tilpasset kanonens ringe, der er af varierende størrelse, skiftevis lave og brede og høje og slankere. Dette underlag kaldes for stokladen. En dendrokronologisk datering af egetræet, har fastslået den er fældet år 1555. Det er ca. 100 år senere end tidligere antaget, dette kan skyldes at røret er lagt i en ny stok eller at denne kanontype fortsat er fremstillet meget langt op i årene Røret er fastholdt til stokladen ved hjælp af kraftigt tovværk, hvoraf der endnu er bevaret stykker ved mundingen, midt på røret og ved bagenden af røret. Dette tovværk er bevaret grundet det tykke lag af ler, der lå over kanonen, da den blev brærget.
Stokken er ialt 3,8 meter lang. Rørets længde er i dag 1,9 meter, idet mundingen af kanonen mangler. Stokken er sprængt, der mangler i to trediedeles længde store dele af højre side.
Herudover har stokken åbnet sig, således at røret ligger uden egentlig kontakt til de udskæringer, der var udskåret til det. I stokken er der flere huller end der umiddelbart kan forklares. Lige bag enden af røret, i udskæringen til kammerset findes et stort ovalt hul i midten af stokken. Hullets længde er ca. 25 cm og bredde ca. 15. Bag dette findes endnu et mindre ovalt hul 15 x 8 cm og til venstre for dette endnu et. Dette et cirkulært med en diameter på ca. 5 cm. Placeringen af det tyder på fastgørelse af holder til kilen, der spændte kammerset fast til kanonløbet. Der er også spor efter firkantede nagler eller søm bag dette hul. Stokken ender i et opadgående svej, der er ca. 10 cm over det vandrette plan. I den udskæring, hvor kammerset skulle placeres, findes spor efter en inskription.

Der fandtes ikke noget kammersstykke ved kanonen, men Forsvarsmuseet er i besiddelse af et sådant, fundet på Bornholm, men uden angivelse af hvor. Det er fremstillet på samme måde som kanonen og har følgende dimensioner. Ca. 65 cm langt. Kaliber ved mundingen ca. 5 cm aftagende til 4 ved bunden. På oversiden findes to ringe til fastgørelse af bærehåndtag og en fordybning, en fængpande, med et hul. I denne fordybning hældtes krudt der gennem hullet fik forbindelse med ladningen i kammerset. De to ringe sidder forskudt til siden og ikke i forlængelse af hinanden, for at krudtladningen ved antændelsen ikke skulle brænde håndtaget.Bagenden af kammerset er afrundet, således at det er let at drive en kile ind mellem kammerset og stokken.

Skydning og betjening

Kanonen er som tidligere anført en bagladekanon.
Denne type kom i brug i løbet af 1400-tallet. Til kanonen hører et kammers, der når det var blevet ladt med krudt og lukket, blev sat ind i bagenden af kanonløbet. Der var den sidste ring bredere og kraftigere end de øvrige og dannede leje for tuden på kammerset, Kuglen, der oftest var af sten (bly blev også brugt) blev svøbt i kabelgarn, lagt ind i løbet bagfra. Viklingen skulle fastholde kuglen i løbet og medvirke til en tætning mellem løb og kugle. Kammerset blev ladt bag stillingen eller i krudtkammeret, man fyldte ca. 3/5 af det med krudt 1/5 var frit og 1/5 fyldt med en træprop, der skulle hindre krudtet i at løbe ud under transport til kanonen. Den var også nødvendig for at krudtgassen kunne få tilstrækkelig kraft til at drive kuglen ud gennem løbet. Fordelen ved kammerset var at men ikke arbejdede med krudt ved kanonen udover den smule, der blev hældt i fænghul og -pande. Når kammerset kom til kanonen blev det lagt i udskæringen i stokken, drejet en kvart omgang således at fænghullet kom til at vende opad og en kile blev sat ind bag kammerset og drevet fast med et slag af en hammer.
Påtændingen blev foretaget med en "hake" en glødende jenspids med et træhåndtag der blev holdt glødende eller senere i 1400-tallet med en lunte.
Der har sikkert ikke været meget rekyle på en kanon med denne lille kaliber.
Det fremgår ikke af stokken, om der har været hjul på den, eller den har ligget fastspændt på anden måde.
På eksemplarer fra Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet ses spor efter aksler og anordninger, der viser hvorledes de har ligget i rapperter.
Kanoner af denne type var i brug til op i 1600-tallet dog kun til at skyde med skrå, jernstykker der spredtes umiddelbart efter affyringen, idet man ikke stolede på holdbarheden ved brugen af det i tidens løb forbedrede og kraftigere krudt.
På Christians Ø oversendte man så sent som i 1684 en smedejernsbagladekanon, der i dag kan ses på Tøjhusmuseet.
På Forsvarsmuseet findes desuden et lille stykke af en smedejernskanon. Det er kun 25 cm langt. Kaliber ca. 3 cm. På stykket findes to tynde høje ringe med en diameter på 15 cm. Den ene ved mundingen, den anden midt på røret. Denne har et hul der tyder på at røret har været til at bære. Kanonen kunne være en del af en såkaldt falkonet. En ofte bærbar type med lille kaliber, skæftet i et træstykke.
Kanoner som denne er kendt fra Hammershus, idet man i slutningen af 1600-tallet i optegnelsen over våben skriver: En gammel falkonet med to kammerstykker.

Krigene mod Sverige. 1563 til 1700

Denne meget lange periode er præget af en stor udvikling i brugen af artilleri, mere end udvikling af våbnet. Støbejernet og forlade metoden var allerede kommet til i slutningen af 1500-tallet.
Under lybækkerne i 1526 - 1575 kom de første stykker artilleri til Bornholm.
Lybækkerne medførte 400 knægte med hager og kanoner. Vi kender ikke til kanonerne, men det er sandsynligt at de var af samme type som den tidligere beskrevne. Da krigen og lybækkernes herredømme sluttede må man gå udfra at lybækkernes kanoner blev trukket tilbage. Kong Frederik II sendte da et antal kanoner til øen, medens befolkningen selv måtte anskaffe håndvåben.
Da Kalmarkrigen 1611 - 1613 brød ud fik lensmanden Hans Lindenov d.æ. oversendt 6 nye kanoner fra København. Disse kom på et tørt sted da der på øen kun fandtes "gammelt" skyts. Det var en blanding af alle mulige typer. En fortegnelse fra Hammershus 1611 viser med al tydelig dette. I våbenkammeret fandtes blandt andet:
2 stykker af kobber,
10 jernskerpentiner (kanoner af samme type som kanonen før beskrevet) 3 af dem uden kammers og 1 uden stok og kammers.
18 barser med 12 kammers,
3 jernstykker med nye feltlader.
2 gamle falkonetter med skibslader,
9 jerngådne stykker med gamle skibslader.
4 kobberfalkonetter, samt et stort antal ubrugelige jern- og kobberstykker.
Optegnelse opregner også lagrene af krudt og kugler.
Navnene på de forskellige kanontyper fremhævet: Skerpentinen var fremstillet af smedejern og med kugelvægt på 1 - 1,5 kilo og en skudvidde på ca. 500 meter.
Falkonetten var den mindste kaliber på ca. 3 cm, den skød med blykugler eller kugler af sten.
Dobbeltfalkonetten havde en kaliber på 7 cm og skød ca. 600 meter med en kugle på ca. 1,2 kilo.
Barsen var en større kanontype: Kaliberet ofte på 20 - 30 cm. De skød med sten eller jernkugler og blev sammen med skærmbrækkerene benyttet mod murværk eller hvis de blev ladt med skrå (små og større jernstykker) mod infanteri.
Felt- og skibslader er de træstokke hvorpå kanonen blev fastholdt under skydningen, og navnet angiver deres primære brug.
Alt de i optegnelsen omtalte skyts, ialt 59 brugbare kanoner fandtes på Hammershus.
Det er ikke muligt at se hvor mange kanoner der herudover fandtes ved kirkerne og i byernes skanser. Disse kanoner har sansynligvis været af samme typer som kanonerne på Hammershus.
Samtidig med de 6 nye kanoner kom nogle få "Bøsseskytter" der skulle oplære bornholmerne i brugen af dem.
Næste gang der berettes om kanoner er i 1639, da der foretages en reorganisering af Bornholms Milice, hvorefter artilleri kom til at indgå i herredskompagnierne. Dette må forklares derhen at der nu findes egentligt feltskyts ved milicens kompagnier.
Det svære artilleri forblev ved byernes havneforsvar.
Den 9. juni 1645 angriber den svenske flåde kysten syd for Nexø.
Borgerkompagniets kanoner afviste landgangen sammen med musketild, og kanonerne skiftede stilling til Lerskredesbakken nord for byen, ligesom Svanekes kanoner kørte til Malkværnskansen. Der udspandt sig en kort, men heftig kamp ved Malkværn hvorunder Albert Wolfsen og hans fæller faldt.
Mindre glorværdigt var det da svenskerne få dage senere erobrede Hammershus. Efter 1 dags beskydning overgav fæstningen sig. Borgens artilleri var det svenske underlegent. Dette opstillede ved det nuværende "Hammershøj" og tillige var de heldige at arkiliemesteren, der var fører for artilleriet blev såret, således at man ikke kunne svare igen, da ingen anden var fortrolig med betjeningen af kanonerne.
I 1658 blev Bornholm afstået til Sverige men forinden var alle våben overført til København.
Printzensköld, den svenske kommandant medfører et kompagni soldater og 4 små kanoner.
Efter opstanden reorganiseres milicen, men der findes ingen optegnelser om artilleri før 1666, da alle artillerister samles på Hammershus i et særligt kommando. Der er ingen optegnelser der viser antallet, men sandsynligvis ikke flere end der var nødvendigt for at betjene borgens kanoner.

Geddes Kort og beretning om batterierne i 1744

1744 kom ingeniørmajor Samuel Gedde til Bornholm hvor han havde til opgave at medvirke ved reorganisationen af øens kystforsvar. Fra hans hånd kendes et smukt tegnet kort med en nøje beskrivelse af alle kystbatterier og deres bestykning.
Der optegnes ialt følgende kanoner:
18 punds kanoner15 stk.
14 -"-11 stk.
12 -"- 4 stk.
8 -"- 1 stk.
6 -"- 10 stk.
4 -"- 20 stk.
3 -"- 3 stk.
Herudover gives forslag til yderligere skyts og deres placering:
18 punds kanoner 11 stk.
14 -"- 3 stk.

Englænderkrigene.

Efter Geddes rapport i 1744 flyttede man rundt på kanonerne langs kysterne. Ved en sammenligning mellem teksten på Geddes kort og U. Salchows Militærbeskrivelse af Bornholm, kan ses hvilke batterier, der blev nedlagt og hvilke der oprettedes. De forslag som Gedde fremkom med, blev kun for en del skansers vedkommende fulgt, medens antallet af skyts næsten er er identisk med Geddes forslag.

18 punds kanoner 33 stk.
14 -"- 11 stk.
12 -"- 28 stk.
8 -"- 16 stk.
6 -"- 10 stk.
4 -"- 7 stk.
3 -"- 2 stk.
Alle benævnes som jernkanoner, d.v.s. fremstillet af støbejern. Herudover omtales 4 stk. 20 punds jernhaubitzere og 1 60 punds metalmorter. Alt dette skyts står fordelt på 41 kystbatterier. Disse batterier betjenes af borgere og herredsmænd under konstablers og artilleriofficeres kommando.
Feltartilleriet består af 44 stk. 3 punds metalkanoner blev betjent af 10 officerer, 22 overkonstabler, 62 konstabler og 530 underkonstabler.De 3 punds metalkanoner var fremstillet Frederiksværk efter Harboes system 1687 i årene 1757 - 1763.

1815 - 1943

Efter krigen forblev de gamle artilleri i brug, fordelt til artillerikompagnierne og ved skanserne. Således stod i Kastelsbatteriet de 4 18 punds kanoner fra 1699 frem til år 1900. Til Christiansø kom der en del nye og kraftigere kanoner i nye rapperter. De ses nu i bastionerne på øerne.
Feltartilleriet benyttede stadig de 3 punds broncekanoner frem til omkring 1867, da der efter Krigen i 1864 var indført nye riflede forladekanoner i den øvrige del af landet. Derved frigjordes kanoner af system 1834 glatløbede forladekanoner. Der tilgik 8 stk. 12 punds granatkanoner og et antal 24 punds fodmorterer. Skytset stod på arsenalet i Rønne og Stausdal og brugtes ved de årlige mønstringer og øvelser.
Begge skytstyper findes på museet. Derudover fandtes i byernes magasiner 16 andre kanoner.
I 1861 begyndte men at fremstille riflede forladekanoner, som kom i alment brug efter 1864. Da disse i 1880-erne erstattedes af en 9 cm bagladekanon, kom et antal riflede kanoner M/1865 til Bornholm, hvor de afløste andre forældede forladekanoner.
En 4 punds riflet kanon kan ses på museet. Denne kanon har en særlig historie, idet den fra 1905 til 1930-erne stod på Rønne havn som tågekanon og lød navnet Marna.
År 1900 var de bornholmske kanoner stadig 8 stk. forladekanoner M/1865. og først med hærloven i 1909 kom 6 stk. af den moderne feltkanon 75 mm stålkanon Krupp til Bornholm.
I 1937 forøgedes antallet med yderligere 6 stk.
I 1943 Bortførte den tyske værnemagt alle pjecer, og alt andet materiel.

1946 - 1956

De danske enheder, der kom til Bornholm i marts 1946 medførte engelske 88 mm feltkanoner, og når disse enheder hver 6. måned skiftede, fulgte deres skyts med, således at der ikke var nogen "bornholmske kanoner" på øen.
Da man i 1951 oprettede 12 artilleriafdeling, blev de udrustet med samme 88 mm feltkanon.
I 1955 tilgik til hæren amerikanske kanoner og haubitzere. I 1956 kom kom 105 mm haubitz til Bornholm, en pjece der stadig er i brug ved Bornholms Værn.
I 1951 oprettedes også et luftværns batteri med 40 mm kanoner. Dette batteri blev nedlagt i 1996, og deres sidste kanon kan ses i Forsvarsmuseets gård.

Kilder:

Geddes kort 1744 Original på Bornholms Museum
U.Salchow: Militærbeskrivelse over Øen Bornholm 1813- 1814. Bornholms Historiske Samfund 1954.
H.E.Skaarup: Hammershus - Borgen og dens våben. Manuskript
Bornholms Militære Domiciler 1985

Tilbage til gennemgangen af udstillingen.

e-mail