Håndskydevåbnenes historie på Bornholm

Det ældste danske skydevåben er dateret til tiden mellem 1400 og 1429. Denne nøjagtige tidsramme er bestemt af findestedet, som er borgen i Vedelspang ved Slesvig. Den blev opført 1400 og ødelagt 1429, og ikke senere brugt.

Vedelspangbøssen.

På forsvarsmuseet findes en kopi af våbnet. På Hammershus har der højst sandsynligt været brugt skydevåben af denne type.

Det er meget simpelt. Det er et smedet jernrør, der er lukket i den ene ende med en forstærkning ca. på midten hvorpå der sidder en hage, der brugtes til at holde imod på en mur eller lignende under skydningen. Umiddelbart bag hagen findes et lille hul, der fører ned i røret, hvor antændelsen af krudtladningen skete med en brændende træpind eller et stykke glødende jern.Løbets længde er ca. 25 cm med en diameter på 2,2 cm. Bag løbet findes et "håndtag", ca. 60 cm langt, der ender i en lille knop.

I begyndelsen af 1400 tallet udvikledes skydevåbnene de fastgjordes på en træklods der senere udvikledes til et rigtigt skæfte.

Antændelsen af krudtet foregik ved hjælp af en lunte af hampegarn, der blev præpareret med forskellige kemikalier, så den brændte langsomt uden at gå ud. Lunten blev fastgjort i en bøjle, der kunne bevæge sig ned på en lille plade der ragede ud foran fænghullet, der var på siden af våbnet.

Ved skydningen hældes der krudt ned i løbet, afmålt af skytten og båret i små krudtpunge i et bandoler over skulderen. Dernæst blev en kugle, indsvøbt i et plaster af vokset papir eller læder, presset ned i løbet. Skytten tog nu sit krudthorn og hældte fængkrudt ud på fængpanden, og lagde musketten op i en musketgaffel, der støttede det tunge våben under skydningen. Han pustede til lunten for at sikre sig en god glød og førte aftrækkeren op, således at hanen med den glødende lunte førtes ned i fængkrudtet og skuddet gik af.

Den normale rækkevidde var under 75 meter. Ladning og betjening af musketterne skete under eksercits og skytterne affyrede deres våben på kommando, når fjenden var indenfor skudvidde.

Luntemusket 1500-tallet

På Bornholm omtales skydevåben første gang i 1510 i forbindelse med et lybsk angreb på Bornholm ved Nexø, og i forbindelse med Den Nordiske Syvårskrig 151563 – 1570 får den lybækkerfogden Sweder Ketting skydevåben fra København og Lybæk. Desuden tilgår der 400 hvervede knægte med "hager" et lunteskydevåben som under affyringen støttedes mod en mur eller en gaffelstok for at optage rekylen.

A: Sideblik B: Vippearm mellem aftrækker: C, og holder til lunten G.

D: aftrækkerfjeder

Luntemusketten var et meget enkelt våben, med få bevægelige dele, og derfor forblev det i brug meget lang tid. Den bornholmske bonde, som selv anskaffede sig et skydevåben, brugte luntemusketten helt op til 1600tallets slutning, på trods af flere kongelige befalinger om at anskaffe sig mere moderne våben, som for eksempel hjullåsgeværer.

Tidligt havde man slået ild ved at slå flint eller svovlkis mod stål. Det gav kraftige gnister, der antændte fint blår eller lignende, som så gav næring til en større ild.

I løbet af 1500 fandt man på at anbringe et sådant fyrtøj på et skydevåben og lade det antænde krudtet. Hvor det skete er ikke kendt, men formentlig i Sydtyskland.

Hjullåsen har et smalt hjul med en rillet kant. Det sidder på en aksel, der er forbundet til en kraftig fjeder med et kædeled. Når akslen drejes spændes fjederen, der bliver fastholdt spændt af en knast på aftrækkeren.

Hjullåspistol og hjullås

Ved skydning lades våbnet på samme måde som luntevåbnet. Krudt og kugle i løbet og fængkrudt på panden. Hjulet rager et lille stykke gennem en spalte i fængpanden og krudtet ligger rundt om dette. Nu fører skytten en arm med svovlkis ned, således at stenen berører hjulet, og når det tages aftræk bevæges den knast, der fastholder fjederen væk, og hjulet drejes med stor fart rundt. Gnisterne antænder fængkrudtet, der igen tænder ladningen i løbet.

Hjullåsen var kompliceret og dyr at fremstille, derfor vedblev luntelåsen lang tid fremover at være det almindeligste skydevåben.(Luntemusketter blev fremstillet så sent som i 1725) På Bornholm optræder hjullåsen i større antal i slutningen af 1500-tallet, for at forblive i brug frem til efter 1736 hvor rytteriet stadig brugte hjullåskarabiner.

Det næste skridt i udviklingen af skydevåben kommer i løbet af 1500tallet slutning. I stedet for at lade en drejende bevægelse under et stykke svovlkis frembringe gnisterne, lader men et stykke tilhugget flint med stor kraft slå skråt med på en stykke stål. Derved afrives et ganske lille stykke metal, der glødende falder ned i fængkrudtet og tænder det. Denne låsetype kaldes snaplåsen. Den blev aldrig anvendt til militære skydevåben i Danmark, hvor luntelåsen stadig var mest anvendt.

Flintlåsen udviklede sig fra snaplåsen, og blev meget hurtigt det mest anvendte system til påtænding på skydevåben.

Flintlåsen virker ved at man lader en hane b, med et stykke flint, der er tilhugget i en regelmæssig frikant med en skrå kant slå mod fyrstålet k, der på flintlåsen er lavet udi et stykke med det dæksel rv, der dækker for fængpanden, det såkaldte batteri. Når skytten har ladt våbnet med krudt og kugle spænder han hanen til halvspænd. Derpå fører han batteriet frem og samtidig spænder han fjederen n, der presser batteriet ned mod fængpanden.

Flintlås, tegning fra 1701

Han hælder fængkrudt på panden h,og fører batteriet, ned på plads over panden. Nu ligger fængkrudtet nogenlunde beskyttet, med dog stadig udsat for vejrliget, man kan altså ikke i længere tid bevæge sig rundt med krudt på panden. Først i slutningen af 1700tallet fremkom der forbedringer den såkaldte vandpande, hvor fyrstålet helt omsluttede panden således at vanddråber, der løb ned af stålets flade ikke kunne komme til krudtet. Denne og ganske få andre er de eneste forbedringer, der forekom på flintlåsen i hele dens mere end 200 årige brugstid.

En dygtig skytte kunne lade sit gevær med kugle og fængkrudt, sigte og afgive et skud på ca. 1,5 minut.

Han medførte 50 patroner fremstillet af papir i en patrontaske der blev båret i en rem over skulderen samt havde sit fængkrudt i et krudthorn. Ofte fremstillet af kohorn med forskellig udformning afhængig af enhedstype.

Papirspatron til forladegevær

Flintlåsens afløser kommer i første halvdel af 1800tallet med opfindelsen af fænghætten. I 1779 blev der opdaget en brugbar metode til fremstilling af knaldkviksølv og det førte til en række forsøg med dette til skydevåben. Efter forsøg med mange forskellige typer blev i 1823 en lille kobberkop med fire flige det afgørende bud. Soldaten skulle nu ikke mere stå og hælde løst krudt ud på panden for straks derefter at skyde. Nu kunne geværet lades med krudt og kugle og en fænghætte sættes på en piston. Ved skudafgivelse skulle soldaten blot spænde hanen og tage aftræk.

Perkusionslås

I løbet af mindre end 20 år var flintlåsen så godt som afskaffet, først og fremmest fordi de gamle låse let kunne ændres til det nye system.

I Danmark var man i 1842 begyndt at ændre geværne af model 1808, 1811 og 1822 fra flintlås til perkussion. På Bornholm havde man i 1847 sendt 3300 stk. gevær 1822 til Kronborg Geværfabrik for at ændres til perkussion.

Gevær M/1822 Ændret fra flintlås til perkussion i 1843

Til bage på Bornholm var kun ældre flintlås geværer og karabiner, fra 1791 og 1794. Ved krigsudbruddet 1848, blev derfor udleveret gamle våben til Bornholms Milice, da de nyere våben sendtes til hæren i Sønderjylland sammen med nyindkøbte perkussionsgeværer. Til Bornholm kom i 1849 3555 engelske perkusionsgeværer af en så ringe kvalitet, at de erklæres for ikke egnede til krigsbrug. De forblev dog i beholdningerne til 1855, hvor de sammen med flintlåsvåben blev anvendt frem til 1855 .

I umindelige tider havde man eksperimenteret med våben, der kunne lades bagfra medens soldaten lå eller knælede. I 1841 antog Preussen et tændnålsgevær der var konstrueret af J.N.Dreyse blev benyttet mod Danmark i 1864 og mod Østrig i 1866 England brugte Sniders system fra 1853. Dette system havde den fordel, at man kunne ændre perkussionsgeværer fremfor at fabrikere nye. Danmark ændrede i 1865. Et stort antal perkussionsgeværer forblev dog i brug til 1867, hvor Remnigton geværet blev indført. Men på Bornholm beholdt de gamle geværer frem til juni 1885, hvor de første Remington geværer kommer.

Skitserne viser forskellen mellem de tre bagladesystemer

1. Dreyse.

2. Sniders.

3.Remington

Dette gevær indkøbtes i USA, men produceredes snart efter i Danmark.

Der er meget stor forskel mellem de tre bagladesystemer. Tændnålsgeværet er konstrueret som bagladegevær og benyttede en papirspatron hvor fænghætten sag lige bag kuglen, hvorfor tændnålen bevægede sig frem gennem hele krudtladningen.

Sniders system baserer sig på ældre geværer, der ændres, men benytter en mere moderne metalpatron med randtændning.

Remingtongeværet er en blokmekanisme til enkeltskud, og der anvendes en metalpatron af næsten samme udseende som i dag

Herefter i 1889 introduceres de moderne våben, der ikke mere anvender sortkrudt

Tilbage til gennemgangen af udstillingen.

e-mail: