 |
|||||||
| Alle helleristninger på bornholm er desværre mere eller mindre forvitrede. Klippens overflade er gennem årtusinder blevet nedbrudt af vejr og vind. Dette er en naturlig proces, men forvitringen går i vore dage hurtigere på grund af miljøpåvirkninger. Hvor hurtigt klippen nedbrydes afhænger af en lang række faktorer, blandt de vigtigste kan nævnes:
- Temperatursvingninger, især vekslen mellem frost og tø Alle disse faktorer virker kraftigst når klipperne ligger frit fremme i vejret. I agermark kan klipper lige under jordoverfladen desuden blive hårdt skadet af landbrugsmaskiner. |
|||||||
| Her er en del af klippen usædvanlig velbevaret, mens resten er normalt forvitret. Over skibet t.v. ses en stor afskalning, formentlig en frostsprængning. | |||||||
 |
|||||||
|
Det bedste miljø for en klippeoverflade er stabil temperatur, ringe biologisk påvirkning og et kemisk miljø der svarer til stenens egen sammensætning. Hvor findes sådanne omgivelser? I jorden under muldlaget. Klipper der er blevet ryddet for jord i nyere tid, kan være helt glatte, sådan som indlandsisen efterlod dem for 12.000 år siden. Den almindelige lerjord som findes i det bornholmske agerland, beskytter også stenen ganske godt. Humusrig jord, især i lyngområder og nåleskov, virker nedbrydende p.g.a. naturlige syrer. De helleristninger som er nogenlunde godt bevaret, har været dækket med jord en stor del af tiden siden de blev lavet. Det betyder, at mange helleristninger formentlig er helt forsvundet. Hvor mange det kan dreje sig om, er umuligt at vide. Men man skal huske, at de kendte helleristninger, lige som andre arkæologiske levn, kun udgør en del af det der engang har været. Forvitringen betyder også, at hvis man vil bevare helleristningerne i det lange løb, bør de faktisk dækkes til. |
|||||||
| Et mikroskopisk snit af klippens overflade viser hvordan fine sprækker trænger ned mellem de enkelte mineralkorn, som til sidst falder ud som grus. | |||||||