| < Peg på Bornholm med musen
Rødt viser den Sydskandinaviske kultur i yngre bronzealder. Røde prikker længere sydpå er fund af bronzegenstande af nordisk oprindelse.
På helleristningernes tid, i yngre bronzealder, var Sydskandinavien et ret ensartet kulturområde. Mod syd fandtes flere andre bronzealderkulturer, som samlet kaldes urnemarkskultur. Lige syd for Bornholm, i det nuværende Polen fandtes lausitzkulturen. Vandvejene - med den store flod Oder - gik gennem lausitzkulturens område ned mod bjergområderne i Centraleuropa, hvor der blev udvundet kobber, tin og guld.
Bronze er en legering af ca 90% kobber og 10% tin. Tinforekomster som er naturligt tilgængelige er sjældne, mens kobber er mere udbredt. Begge metaller fandtes omkring det øvre Donau. Dette område blev derfor en smeltedigel i både konkret og overført betydning. Ad Donaufloden førtes kontakter videre sydpå.
Den nordiske bronzealder var kulturelt og teknisk set på højde med kulturerne mod syd. Bronzehåndværket i Norden hører faktisk til det fineste i Europa. Det var altså ikke sådan at de "primitive" nordboer fik alt nyt sydfra. Først mod bronzealderens slutning sker der afgørende forandringer i Europa, som indebærer at Norden havner på et sidespor.
|