|
En fibula er en slags stor, udsmykket sikkerhedsnål, som holdt sammen på kvindens dragt. Udformningen af fiblerne fulgte skiftende modestrømninger. Midt i bronzealderen brugte man en helt særlig type fibel på Bornholm, den havde en stor flad plade med spiralornamentik. Der er fundet godt 20 af dem på øen. Næsten lige så mange er fundet i Sydøstskåne. Det er ikke så mærkeligt at bronzeting spreder sig, men det interessante ved bornholmsfiblen er, at der er tale om en afvigende type som alligevel var en accepteret del af en sydøstskånsk kvindedragt. Traditionelle folks dragt er ellers styret at stærke normer. Man har ikke brugt en Bornholmsfibula i Skåne bare fordi den var pæn, men fordi den var et gangbart kendemærke.
Andre bronzegenstande har ikke samme signalværdi. De forskellige typer våben er f.eks udbredt over hele Sydskandinavien. Til gengæld viser rigdommen af bronzefund, at Bornholm var fuldt integreret i den sydskandnaviske kultur.
Sejlede man også over Østersøen mod syd, til Rügen eller Polen? Nogle få fund kan tyde på at det forekom, men hovedfærdselsåren gik givetvis over Skåne.
|
|
|