Når vi i dag taler om religion eller Gud, mener vi noget der er adskilt fra det virkelige liv. For det første er Gud en trossag, for det andet hører han hjemme i en højere verden. For bronzealderens mennesker var menneskenes og gudernes verden derimod nært forbundne. Virkelige hændelser kunne ses i mytologisk lys, og guddommelige magter var altid nærværende.

En del af trosudøvelsen var enkel og indflettet i dagligdagen. De beskedne skålgruber, som findes overalt hvor bronzealderens mennesker har levet og dyrket jorden, tilhører sikkert en sådan hverdagstro. Men til andre tider krævede troen komplicerede ritualer, der blev udført af særlige personer, og hvortil der blev brugt kostbart udstyr. Vi kender ikke bronzealderens guder ved navn, sådan som vi f.eks. kender til guderne i vikingetiden. Måske havde guderne mere form af naturmagter. Over hele Europa, var bronzealderen dog en tid, hvor personificerede guder udvikledes.

De mest spændende helleristninger fra Sverige og Norge, viser indviklede scener, der ser ud til at være rituelle optrin. Der indgår f.eks. solbilleder der bæres på stativer, billeder af akrobater der laver kraftspring over skibe, og billeder af skibe der bliver båret af store mennesker eller gudeskikkelser.

I Danmark er helleristningerne ikke så deltaljerede. Til gengæld er der fundet bronzegenstande, som svarer nøje til de svenske billeder!

Et af de største klenodier fra Europas forhistorie er solvognen, som blev fundet i 1902 i Odsherred på Nordvestsjælland. Solvognen består af en bronzehest og en guldbelagt bronzeskive, som har været forbundet med en line. Hele arrangementet står på en sekshjulet vogn. Hesten trækker altså ikke vognen – hjulene er snarere et praktisk hjælpemiddel, så modellen kunne rulle frem under hellige ceremonier. Solvognen er fra ældre bronzealder, men solhesten lever videre i helleristningerne, og på miniaturebilleder på rageknive. Her afbildes motivet altid uden vogn, så det vi ser er selve forestillingen om den hestetrukne sol.

Solvognen endte sine bronzealderdage som offer i en mose. Mange andre af bronzealderens fineste fund har oprindelig været moseofre. Man har også fundet afklippede hårlokker i tørvemoser. Måske var det skik at kvinden ofrede sit lange hår når hun blev gift.

Kostbarhederne blev ikke altid sænket i vandet – tværtimod er det i nogle tilfælde dokumenteret, at de blev sat på mosetørvens overflade, hvor de fik lov at stå urørt indtil mosen til sidst voksede over dem. Det tyder på, at de ofrede genstande eller selve stederne var belagt med kraftige taburegler. Mindre ofre kan være nedlagt af enkelte familier, men de store pragtofre har været en præstation for et helt samfund. Det giver et billede af en organiseret religionsudøvelse, som har været ledet af personer med stor indflydelse. Men hvilken guddom ofrene var tiltænkt er ikke til at se.

Fra Bornholm kendes bl.a. et fund af 15 celt-økser, armringe og dragtnåle fra en lille mose ved Klemensker.

Solvognen er ikke den eneste genstand med model-karakter vi kender. Der findes en række små figurer, der må tolkes i samme retning. Ved Grevensvænge på Sydsjælland blev der allerede i 1700-tallet fundet en mærkelig figurgruppe. Alle figurerne er forsynet med tappe eller beslag i bunden, så de har oprindelig været fastgjort på et underlag – sandsynligvis en skibsmodel af træ. En del af figurerne er siden gået tabt, men på en gammel tegning kan vi se hele fundet. Mændenes hornede hjelme og store økser kender man i fuld størrelse fra andre fund. Selv om disse ting kan se drabelige ud, har de ikke haft nogen praktisk funktion. De er fremstillet af ganske tynd bronze. Tydeligvis er der tale om rekvisitter til ceremonielt brug.

Der findes et andet fund af miniaturefigurer fra Fårdal ved Viborg, som indeholder en knælende kvindefigur med guldbelagte øjne, en slange og fire beslag med hornede dyrehoveder. Også disse figurer har siddet fast på et underlag. Her er de monteret på en forenklet skibsmodel.

På helleristningerne findes skibsstævne med tilsvarende horn eller ører, på Bornholm ses det på det usædvanlige skib ved Knægten.

Endelig findes der en lille bronzeholder med en indlagt ravskive. Holderen er formet som et hjulkors på en stang, som igen har siddet på et andet underlag. Dette modsvarer billeder på helleristninger af hjulkors på "stativer" ombord på skibe. Motivet ses bl.a. på helleristningen ved Egely på Bornholm. Den lille bronzesolholder er et at de fund, der peger på, at det vi ser på Egely-skibet netop er solbilleder – måske den ny og den gamle sol, måske både sol og måne.

Selve skibsbilledet er bronzealderens vigtigste symbol. Vi har allerede set, at skibet kan kobles til solen. Sandsynligvis var det solens transportmiddel. Men betydningen af skibet kan have været bredere. På Bornholm findes skibsformede gravrøser fra helleristningernes tid – til og med Nordens fineste af slagsen. Også på Gotland findes mange grave markerede med skibsformede stensætninger. Måske har skibet altså også kunnet stå for den dødes rejse – ellers måske har skibet simpelthen været det universelle transportmiddel, i det praktiske liv såvel som i den mytologiske verden.

Selvom skibet var symbolet over alle, og hesten trak solen over himmelen, havde solen måske flere skikkelser til sin hjælp. Om natten blev solen måske hjulpet af en fisk, når den stod op var det ved vandfuglenes hjælp, og om aftenen blev solen fulgt af en slange. Dette er fri fortolkning, men den kan illustreres med bronzealderens egne billeder. Og ideen om at guder og himmellegemer trods sin storhed behøver hjælpere er udbredt i mange kulturer.

Offerfundene tyder på, at bronzealderens folk har haft specielle helligsteder, bl.a. i moserne. Også selve helleristningerne kan opfattes som helligsteder. Det er meget sandsynligt, at udførelsen af helleristninger har været forbundet med andre ritualer. Nogle helleristningssteder har været i brug gennem hundredvis af år. Allerede for bronzealderens mennesker har en del af billederne været gamle og måske tilhørt forfædrene.

Udgravninger i Sverige tyder på, at der har været andre anlæg omkring helleristningsklipper, noget vi også har set spor af ved prøveudgravninger på Bornholm. I sommeren 2004 foretager Bornholms Museum større udgravninger, bl.a. ved Madsebakke.

I yngre bronzealder blev de døde altid brændt, og de fik normalt en ganske enkel grav. Den almindelige grav på Bornholm er en lille stenrøse med et dagligdags lerkar med brændte benstumper og måske nogle små bronzesager når det går højt. Dette står i skarp kontrast til ældre bronzealders mægtige højbegravelser og rigere gravgaver. Adskillelsen i en ældre og en yngre bronzealder bygger netop på dette markante skift i gravskikken. Overgangen til ligbrænding sker næsten samtidigt i hele Nordeuropa, og må hænge sammen med udbredelsen af nye trosforestillinger – men måske også en forandret samfundsorden.

Den nordiske bronzealders religiøse verden rummer mange elementer som også findes i kulturerne længere mod syd i Europa, så langt væk som til det østlige middelhav og Ægypten. Også her indgik der f.eks. akrobatik i religiøse ceremonier, og også her findes afbildninger af skibe og økser. I Middelhavsområdet har vi samtidige skriftlige vidnesbyrd om en kompleks mytologisk verden. De konkrete forestillinger har været anderledes i Norden, men man kan regne med, at den nordiske bronzealders trosforestillinger har haft lige så mange facetter.