En keramikfabrik – en arbejdsplads

De keramiske fabrikker på Bornholm var en væsentlig del af industrialiseringen af øen. Mange mennesker - mænd som kvinder, børn som unge og ældre har haft deres andel i produktionen af keramik.
Hjorths Fabrik 1859-1995
Hjorths Fabrik var i begyndelsen et topersoners foretagende med Lauritz Hjorth og hans kone. De tog sig af alle arbejdsprocesserne fra arbejdet med leret til pakning af de færdige varer. Men samtidig med at fabrikken voksede, specialiserede man også arbejdsgangene. I 1883 var der fireogtredive personer ansat. Det var drejere, formere, malere, lærlinge, arbejdsmænd (hugge brænde, grave leret op og rense det, fyrer ovnene, pakning m.m.) og butikspersonale. Arbejdstiden var 10 timer - mandag til og med lørdag. Mellem jul og nytår var kun lærlingene på arbejde! Udlærte drejere og malere fik den bedste løn på mellem 15-22 kr. om ugen efter akkord. Normal timeløn lå på 22-25 øre. I alt havde fabrikken lønudgifter på 15.000!
Der var et fast hierarki på arbejdspladsen. Øverst var selvfølgelig Lauritz Hjorth, herefter kom de faglærte drejere/formere og malere. Under dem butikspersonalet, nederst arbejdsmænd og lærlinge. Peter Hjorth, søn af Lauritz Hjorth, fortæller, at der også var forskellige stemninger blandt fabrikkens ansatte. På drejestuen var der hektisk snakken og debat. På malerstuen var der helt stille. Formentlig pga. det præcisionskrævende arbejde. Trods hårde arbejdsdage forekom der dog også festlige stunder ind imellem - bl.a. i forbindelse med svendegilder. Ved svendegilderne kunne man få stegt gås og rødvin! Der var taler og sang. På Lauritz Hjorths fødselsdag var personalet i stiveste puds og kom på besøg.
I tiden op til 1. Verdenskrig havde fabrikken mellem femogtyve og treogtredive ansatte. fem-syv af dem var familie. I dårlige tider arbejdede familien mere på fabrikken, og man havde færre folk ansat. Trods problemer med eksporten under 1. Verdenskrig steg antallet af ansatte fra fireogtyve til hele seksoghalvtreds.
Krisen i 1920’erne satte dog sit præg på fabrikken. I 1927 var der blot syvogtyve ansatte. Flere familiemedlemmer måtte arbejde på fabrikken. Tiden under 2. Verdenskrig blev god for fabrikken. Der var således enoghalvtreds ansatte i 1941. I 1977 var man nede på 15 - hvoraf 5 var familie.

Søholm 1834-1995
I 1835 havde Søholm fire mand ansat - plus de to ejere. Der blev produceret ca. 16.-20.000 stykker keramik årligt! I 1839 gik det så godt, at man lønnede fire mand, en lærling og fire daglejere. Af opgørelser kan man se, at der i 1841 blev fremstillet 45.000 stykker fajance. I 1844 var lærlingen udlært, og de var herefter fem ansatte og seks daglejere. I 1855 udvidede fabrikken med brun og grå fajance. 1871 var Søholm øens næststørste keramikfabrik med tyve personer ansat - kun overgået af N. Th. Sommer i Rønne. Men som de andre keramikfabrikker gik det op og ned.
Under den økonomiske depression i slutningen af 1920’erne måtte Rønne Kommune i 1928 købe fabrikken for at undgå flere arbejdsløse i byen. Omkring fyrre personer arbejdede da på fabrikken. I 1933 købte et interessentskab Søholm for at undgå "unfair" konkurrence. Fabrikken blev samtidig ombygget og moderniseret.
I 1938 havde man seksoghalvtreds ansatte, heraf de fireogtyve var kvinder. Fabrikken producerede billige lakerede produkter, der kun var brændt en gang og derefter dekoreret og lakeret. 1939 blev Keramisk Forbund eneejer af fabrikken. De ansatte ejede dermed fabrikken selv!
Under 2. Verdenskrig steg antallet af ansatte, da fagforeningen Keramisk Forbund sendte arbejdsløse til fabrikken. De arbejdsløse undgik på den måde at blive sendt til Tyskland for at arbejde. Fabrikken fremstillede serieproduktioner, f.eks. stel og andre brugsting. 200 personer arbejdede på fabrikken i 1945.
Også Søholm havde gennem årene mange keramikere tilknyttet bl.a. Nis Stougaard, Arne Ranslet, Lars Thirslund, Nanna Ditzel, Gerd Hiort Petersen, Noomi Backhausen og Per Rehfeldt.
Søholm havde i mange år svært ved at overleve. I 1983 gik fabrikken i betalingsstandsning med ca. halvtreds medarbejdere.
Fabrikken lukkede dog ikke, men var i 1985 nede på niogtredive ansatte. I 1989 forsøgte man at puste nyt liv i fabrikken ved at flytte den til nye moderne fabrikslokaler. Allerede i 1995 måtte fabrikken dog lukke.