På Bornholm findes der mange forskellige typer af ler i undergrunden. Helt tilbage i bondestenalderen er der blevet fremstillet keramik på Bornholm. På bornholms kulturhistoriske museum i Sct. Mortensgade er en del af denne oldtidskeramik udstillet. På Hjorths Fabrik er der udstillet keramik fra nyere tid – fra sekstenhundredetallet og frem til i dag.

De første pottemagere
De første pottemagere fremstillede krukker, potter og andre ting til at koge eller opbevare maden i. Senere hen begyndte man at fremstille stegesoer (fade til at stege i), krus, tallerkener, kander og anden ”hverdagskeramik”. Efterhånden kunne folk også købe pyntegenstande. Især i Rønne har der været mange små pottemagere. Men også i Hasle, Svaneke og Nexø har der været pottemagere. Varerne blev for størstedelens vedkommende solgt på Bornholm.

Blomstringstid
Det var først i 1700tallet, at der for alvor kom gang i eksporten af keramik fra Bornholm. Da den sidste store nordiske krig (Store nordiske Krig 1709-20) var afsluttet, blev der ro i de danske farvande, hvorfor varer fra Bornholm kunne fragtes til Danmark eller udenlands.
Den stigende eksport af bl.a. keramik medførte, at Bornholm oplevede en økonomisk opblomstring. Flere udlændinge fik interesse i øen og startede interessentskaber. Englænderen James Davenport grundlagde eksempelvis en mindre keramikfabrik i Storegade i Rønne i 1792. Her fremstillede han bl.a. piber og tallerkener i lyst ler.
Mellem 1835 og 1891 blev hele 22 keramikfabrikker grundlagt i Rønne. Søholm blev startet i 1835 i Grønnegade af Edvard Christian Sonne og Herman Sonne Wolffsen. Grundlæggerne var uddannede på Den kongelige Porcelænsfabrik i København. Edward Sonne, der var medejer af Søholm, åbnede selv fabrik i 1839 i Storegade. Adolf Curdts startede en produktion i 1848.

I Østergade grundlagde Lauritz Hjorth 1859 Hjorths Fabrik og i 1890 åbnede Michael Andersen på Ll. Torv. Fabrikkerne og de mange små værksteder producerede terrakotta og fajance. En af de varer der blev produceret meget af, var den gule bornholmske "fajance". Den var fremstillet af bornholmsk ler, der blev gult efter brændingen.
I 1880erne og fremefter blev emaljeret køkkentøj en alvorlig konkurrent til de bornholmske keramikfabrikker. 1. Verdenskrig vanskeliggjorde eksporten og mange fabrikker havde svært ved at klare sig. Verdenskrisen i tyverne og trediverne betød lukning for mange af fabrikkerne. Kun de tre store fabrikker (Søholm, Hjorths Fabrik og Michael Andersen) klarede skærene. Søholm blev i 1928 opkøbt af Rønne Kommune for at sikre arbejdspladser i byen.

Under 2. Verdenskrig kunne fabrikkerne sælge alt det, de producerede, da der ikke kom udenlandske varer til landet. Krigens efterspørgsel på piber satte en produktion af keramikpiber i gang på Søholm. Ikke færre end 250.000 piber produceredes inden krigen var slut!

Søholms fabrik blev ødelagt under russernes bombardementer i maj 1945 og bl.a. fabrikkens pibeovn blev ødelagt.
Fabrikkerne fulgte med tidens mode og producerede igennem årene mange forskellige varer - både hverdagsting til køkken- og bordbrug og mere luksusbetonede krukker, fade, relieffer og skulpturer.
Både selvstændige keramikere, designere og billedkunstnere blev knyttet til fabrikkerne for at udvikle varesortimentet. Fabrikkernes ansatte serieproducerede derefter kunstnernes modeller.
Hjorths Fabrik lukkede i 1993, men genåbnede som museum i 1995. Søholm drejede nøglen om i 1996. Michael Andersen fremstiller i dag hovedsagelig ældre kendte modeller på absolut lavblus.

Kunsthåndværkerne på Bornholm
Frem til trediverne var det fabrikkerne og deres pottemagere, der stod for fremstillingen af keramik på Bornholm. Pottemagerne var som regel uddannet på den fabrik, hvor de arbejdede. I starten af trediverne blev de første keramikere færdige på Skolen for Brugskunst. Senere fik skolen navnet Kunsthåndværkerskolen - i dag Danmarks Designskole. Siden 1997 har der i Nexø været en Glas & keramikskole.