Fødsel og flytning
Martin Andersen Nexø blev født i 1869. De første 8 år af sit liv boede han i København. Da Andersen Nexø var 8 år gammel, flyttede han med sin familie til den lille købstad Nexø på øen Bornholm. Her lærte han sin farmor og farfar at kende.

Bedsteforældrene på Balka
Andersen Nexøs bedsteforældre boede i et hus på Balka syd for Nexø. De var husmandsfolk. I sine erindringer (Under aaben Himmel, især kap. IV-V) skriver Andersen Nexø, at han ofte var nede hos bedsteforældrene, bl.a. for at hjælpe dem med at kærne smør.
Bedsteforældrene var ifølge Andersen Nexø ganske fattige. Af dyr ejede de kun en høne, en gris og en ko. Men bedsteforældrene var meget stolte af de dyr, de havde. Ifølge bedstefaderen producerede dyrene nemlig en sand overflod af flæsk, mælk og æg.  Om koen Blakka sagde bedstefaderen fx: "Blakka dér giver den fedeste Mælk i Sognet. Den kan skummes tre Gange, og saa er der ikke andet end Fløde til Rest." Og bedsteforældrenes høne lagde ifølge bedstefaderen æg 300 gange om året, nemlig et på hver hverdag (og det var usædvanligt mange): "Helligdagene sprang den over - for ikke at lægge sig ud med Præsten."
Som det ses, opfattede bedstefaderen hønen på en noget speciel måde. For bedstefaderen var hønen ikke kun et fysisk væsen. Hønen kendte nemlig ifølge bedstefaderen kirkens lære. Altså var hønen også væsen med åndelige evner.

Men bedstefaderen opfattede samtidig også præsten på en speciel måde. På den ene side måtte præsten have meget stor autoritet, når selv dyrene troede på ham og rettede sig efter ham. På den anden side måtte præstens budskab jo så være en slags 'logik for høns'!
Men bedstefaderen gjorde ikke kun grin med præsten. Han gjorde også grin med de rige bønder. Somme tider fulgte Andersen Nexø med bedstefaderen, når han skulle til Nexø og sælge sit smør hos købmanden. Husmændene fik ved sådanne lejligheder et glas brændevin ved købmandsdisken, men bønderne fik lov at komme ind i købmandens dagligstue: "Derinde er der Sofa at sidde i," forklarede Bedstefar mig højlydt. "En kan spise sin Mad dér, og der staar en fyldt Karaffel med Brændevin. Men det er kun for dem, der har Raad til at lade deres Lus gaa i fine Balsko."
Bedstefaderen gjorde på den måde højlydt nar af dem, der var så rige og fine, at de holdt sig for sig selv. Indirekte sagde bedstefaderen, at der i bund og grund ikke var forskel på storbønder og småbønder. Begge havde nemlig lus, og lusene var levende. Både storbønder og småbønder var derved forbundet med livet, og livet var bestandig forandring. Derfor kunne storbønderne heller ikke være sikre på, at de altid skulle forblive de store og fine og rige. Livet sørgede for, at intet kunne være nok i sig selv. Livet forbandt alting med hinanden og forvandlede efterhånden alting til noget andet.

Andersen Nexøs bedsteforældre var hver især klar over, at de ikke var nok i sig selv. Hver for sig var bedsteforældrene nemlig skrøbelige. Men i deres ægteskab levede de i et parforhold, hvor de hver især kompenserede for hinandens mangler og udnyttede hinandens styrker: "Bedstemor hade, lille som hun var, ondt ved at naa; men saa kaldte hun paa Bedstefar - han kunde naa alting. Til Gengæld hade han ondt ved at bukke sig; skulde noget tages op fra Gulvet, var Bedstemor der straks. Der var kun Raad til et Par Briller, og bruge dem i Fællesskab kunde de ikke, for Bedstemor var langsynet. Om Søndagen sad de ved Vinduet, Bedstefar læste højt og Bedstemor hørte til og holdt imens Øje med, hvem der færdedes langt oppe paa Landevejen, ved Balkamølle. "Der kører forladiet [=minsandten] Pilegaardsfolkene; saa skal de i Kirke igen," afbrød Bedstemor Læsningen. Saa drøftede de det en Stund, og Bedstefar læste videre." Beskrivelsen fortæller noget mere om bedsteforældrenes forhold til religionen. Bedsteforældrene var skeptiske over for folk, der demonstrerede deres fromhed ved tit at gå i kirke. Men det betød ikke, at bedsteforældrene afviste kristendommen. Blot skiltede de ikke med den. (Og den loyale Andersen Nexø skilter i sin beskrivelse heller ikke med bedsteforældrenes tro.) Bedsteforældrene holdt ikke avis, og fattigfolk ejede på den tid som regel kun en bog. Bedsteforældrenes søndagslæsning var derfor uden tvivl højtlæsning af Biblen.

til top

Bedsteforældrene og søslangen
Men bedsteforældrene kunne også lide at høre historier. Helst skulle det være historier fra virkeligheden. I sine erindringer skriver Andersen Nexø: ”Bedstefars hade slet ingen Avis; saa snart de saa et Menneske, spurgte de Nyt; Ved Nyheder forstod de alt, hvad de ikke hade hørt før, selv om det var Aar gammelt. Det var mest Dødsfaldene i Sognet, der interesserede dem; men også Krig og Kolera spurgte de til, og om Søslangen hade vist sig”.
Bedsteforældrene læste ikke nyhederne, men de ville meget gerne høre dem fortalt. Og bedsteforældrene ville helst høre om begivenheder, der hang sammen med en lang rejse i tid eller i rum.
Hvis begivenhederne var fra egnen, skulle de derfor helst dreje sig om dødsfald. For døden var slutningen på livets lange rejse, og døden var sikkert også begyndelsen på en ny lang rejse.
De begivenheder, bedsteforældrene ellers gerne ville høre om (krig og kolera), var begivenheder, som også havde med døden at gøre. Men desuden var det begivenheder, som på den tid, hvor Andersen Nexø besøgte sine bedsteforældre, ikke længere var hyppige i Danmark. Men begivenhederne fandt stadig sted i egne fjernt fra Danmark. Historierne om disse begivenheder havde derfor foretaget en lang rejse, inden de var nået til Danmark.
Til gengæld var bedsteforældrene ikke specielt interesserede i, at nyhederne var nye. Bedsteforældrene ville lige så gerne høre gamle nyheder. De ville gerne høre nyt om begivenheder, der var meget gamle, og de ville også gerne høre om begivenheder, som alle andre på øen havde kendt til længe. De gamle begivenheder havde nemlig foretaget en længere rejse i tid end de nye havde, inden de var nået frem til nutiden.
Men bedsteforældrene ville også gerne høre om søslangen, selvom ingen vidste, om den fandtes. Søslangen kom fra en del af verden, der var så fjern, at den var helt ukendt. Hvis der kom nyheder om søslangen, måtte disse nyheder derfor have foretaget en særdeles lang rejse.  

til top

Erik Perssons hånd
I Under Aaben Himmel kapitel IX fortæller Andersen Nexø om sit møde med de svenske arbejdsmænd i Nexø. Svenskerne arbejdede som brolæggere eller på udvidelsen af Nexø havn. Dette arbejde var hverken stille eller stillesiddende. Derfor kunne arbejderne ikke fortælle historier mens de arbejdede. Men så kunne de fortælle hinanden historier, mens de sad og spiste til aften i den lade, hvor de boede. Her besøgte Andersen Nexø dem somme tider. ”Der var en ældre Arbejder imellem, en stor svær Karl, Erik Persson hed han, som fortalte Historier, der dryppede af Blod: Om Sønner der var blevet forfordelt ved Arveskifte og som midt paa Natten stod op, tog Øksen og slog Forældre, Søskende, Bedsteforældre – det hele – for Panden; om Børn der elskede hinanden, mens de endnu gik til Præsten – og selv blev med Barn; om ulykkelig Kærlighed mellem Husbond og Tjenestepige og Fødsler i Dølgsmaal [dvs. i skjul]; om Jætteslagsmaal mellem Flokke af Grubearbejdere, der gik løs paa hinanden med Hakker og Jærnstænger, saa Hjærneskallerne kvasede, som Æg der knuses”.
Også Erik Perssons fortællekunst havde sammenhæng med lange rejser. Erik Persson var nemlig en ældre mand. Han havde altså foretaget en længere rejse gennem livet. Desuden handlede de fleste af Perssons fortællinger om død. En af dem handlede dog også om manglende respekt for præsten.
Om Perssons måde at fortælle på skriver Nexø: ”Han fortalte og spiste paa samme Tid, og altid Rugbrød og koldt, kogt Flæsk. […] Naar han hade fortalt et Afsnit, gjorde han Pavse, altid paa det mest spændende Sted i Fortællingen, skar med sin store Tollekniv en Skive Flæsk og en Humpel Brød af og gav sig til at æde, eftertænksomt, helt borte fra alting. Han hørte ikke de andres ”Hvad saa mer da, for Tusen Jækler? Faar vi snart noget mere Løgn?” men tyggede stille videre. Og pludselig levede hans Ansigt til, han tørrede Knivsbladet paa sine Molskindsbukser og gav sig til at fortælle”.
Den tid, pauserne i historien varede, viste, hvor meget historien var værd. Hvis historien havde været dårlig, ville tilhørerne nemlig have tabt opmærksomheden, når Persson holdt pauser. Men det gjorde tilhørerne ikke. Pauserne viste, at der var kød på Perssons historier.
På den måde fortalte Erik Persson ikke blot om drabelige begivenheder. Han fortalte også på en drabelig måde. Perssons flæskespisning og hans historiefortælling var nemlig to alen ud af et stykke. Persson spiste ikke sit kød på en gang, men skar det i stykker og spiste det lidt efter lidt. Og Persson fortalte ikke sine historier på en gang, men delte dem i mindre stykker og fortalte dem lidt efter lidt.
For Erik Persson var historiefortælling ikke en kunst men et håndværk. Perssons behandling af flæsket med kniven i sin hånd illustrerede den behændige måde, han fortalte sine historier på. Og flæsket og brødet illustrerede de historier, Persson fortalte.

En del af de historier, Andersen Nexø senere skrev, har han nok oprindelig hørt af Erik Persson (eller af en eller flere personer, der lignede ham). I hvert fald skriver Andersen Nexø i sine erindringer, at han flere gange fik mad af Erik Perssons hånd: ”Jeg elskede koldt Flæsk og Rugbrød og har maaske betragtet ham med begærlige Blikke, for en Dag rakte han mig et Stykke Brød med Flæsk paa. Idet jeg tog det og saa den tykke Haand med de røde Haar og Rustskjolderne under Huden, gav det et Ryk i mig, og Gulvet begyndte at synke og stige under mig som et Skibsdæk. Det var jo Haanden, den uappetitlige Haand, som rakte mig den lækre Bolle dengang paa Skibet.”
Andersen Nexø havde set hånden før. Det var på det skib, der sejlede Andersen Nexøs familie fra København til Nexø på Bornholm. Men dengang så han ikke andet end hånden. Da Andersen Nexø den gang kom tilbage med bollen til det sted i skibet, hvor hans familie sad, spurgte hans mor ham: ”Du sagde vel pænt tak og gav Haanden?” (Under aaben Himmel kap. I). Men det havde Andersen Nexø glemt, og derfor blev han sendt ud for at lede efter manden, der gav ham bollen, men kunne ikke finde ham.

Da Erik Persson og Andersen Nexø atter mødte hinanden i Nexø, var Persson nærmest fuld af beundring for Andersen Nexø.  ”Fra den Dag kastede han sin Kærlighed paa mig. ”Den dær brinnande Jævlen, den Troldkaren!” sagde han og betragtede mig med lysende Øjne, naar jeg kom hen paa Arbejdspladsen.”

Hvorfor kaldte Erik Persson mon Andersen Nexø for en brændende djævel og en troldkarl? Sikkert fordi Andersen Nexø har snydt Erik Persson for noget. Hvis Andersen Nexø havde opført sig, som han burde, havde han jo givet Persson sin hånd dengang på båden. Erik Persson må på båden have bemærket, at Andersen Nexø havde en hånd, der ville være god til at fortælle historier med (måske endnu bedre end Perssons egen). Og Erik Persson har regnet med, at han ville få Andersen Nexøs hånd, hvis han gav ham en bolle. Men det gik ikke, som Persson havde regnet med. Persson gav noget til Andersen Nexø, men han fik ikke noget igen.
Persson følte sig sikkert snydt af Andersen Nexø, men han fornemmede vist også, at Andersen Nexø pga. sin snuhed (eller sit held) en dag ville blive hans overmand som fortæller. Derfor beundrede han også Andersen Nexø.  

I øvrigt er det værd at bemærke, at det var på rejsen til Bornholm og på Bornholm, at Andersen Nexø fik stoffet til sine fortællinger af Erik Persson. Herved siger Andersen Nexø, at Bornholm og havet omkring Bornholm var en af de væsentlige kilder, hvorfra hans fortællinger sprang.  

til top

Englen i Østermarie
I 1910 var Andersen Nexø 41 år. På det tidspunkt var han for længst flyttet fra Bornholm. Og han var blevet en kendt forfatter. I dette år meldte Andersen Nexø sig ind i Socialdemokratiet. Omkring 1919 meldte han sig atter ud af Socialdemokratiet. I årene 1919-1925 var Andersen Nexø medlem af forskellige danske og tyske kommunistiske partier. I 1937 meldte Nexø sig ind i Danmarks kommunistiske Parti. Her forblev han indtil sin død i 1954.  

Det var fælles for alle de partier, Andersen Nexø var medlem af, at de var en del af arbejderbevægelsen. Arbejderbevægelsens mål var først og fremmest at forbedre levevilkårene for arbejderne. Arbejderne var den del af befolkningen, hvis arbejde var fysisk betonet, og som fik en pengeløn i betaling for deres arbejde. På Andersen Nexøs tid tilhørte arbejderne proletariatet. Proletariatet var den fattigste del af befolkningen.  

Andersen Nexø meldte sig som nævnt ind i Socialdemokratiet i 1910. Men ifølge sine erindringer fik Andersen Nexø kendskab til arbejderbevægelsen længe før 1910.

I foråret og sommeren 1891 var Andersen Nexø 21-22 år. Han boede da endnu på Bornholm. På dette tidspunkt arbejdede Andersen Nexø som murerhåndlanger, blandt andet ved bygningen af Østermarie kirke. Dette var det eneste tidspunkt i Andersen Nexøs liv, hvor han selv var arbejder i snæver forstand. I sine erindringer (For Lud og koldt Vand, kap. XIX) fortæller Andersen Nexø, at han, efter murerarbejdet på kirken var færdigt, mødte en tysk glarmestersvend (med et gammelt ord: glaser). Glaseren skulle sætte farvede vinduer i kirken. Ham blev Martin Andersen medhjælper for, fordi Martin Andersen var den eneste, der kunne tysk: "Der var ikke andre, den tyske Glaser kunde underholde sig med, saa holdt han sig til mig ogsaa om Aftenen og Søndagen, fortalte om den tyske Arbejderbevægelse, som han var meget stolt af, og sang dens Kampsange for mig. Undrende lyttede jeg til Beretningerne om de tyske Arbejderes mægtige Kamporganisationer, deres bestandige Sammenstød med Politiet, Undtagelseslovene, Strejker som omfattede Hundredtusender af Arbejdere.” [undtagelseslovene var love, der fra 1878-90 forbød det tyske socialdemokrati at lave politisk propaganda.].

Nexø beskriver mødet med glarmestersvenden som en skelsættende begivenhed i sit liv: "Saa meget jeg hade drømt og lidt og tænkt, alt indgik det ved Glaserens Tale i lysende Forbindelse og blev til noget straalende skønt: Omridsene af en ny Menneskelighedens Lære, som hverken spiste den Fattige af med Himlen eller et i morgen men rykkede hans Sag frem i Nuet. Der var Mening i det jeg hade gaaet og bakset ubehjælpsomt med, endda stor og stærk, almægtig Mening. Vi var jo de mange, og hvad vi vilde, var retfærdigt; Følelsen af det store Fællesskab satte Kræfter op i mig; nu syntes jeg jeg hade, hvad jeg hidtil hade savnet - fast Bund under Fødderne."
I og med sin skabelse af vinduerne i Østermarie kirke og i og med sine beretninger viste glarmestersvenden for Andersen Nexø, hvad idéen med arbejderbevægelsen var.
Glarmestersvendens håndværk bestod i, at han indfattede forskellige skrøbelige glasstykker i bly, så de tilsammen dannede en forbindelse og blev til et helt og holdbart vindue. Men ifølge Andersen Nexøs beskrivelse i erindringerne bearbejdede glarmestersvenden åbenbart Andersen Nexøs tanker og anelser på en tilsvarende måde. Ud af Andersen Nexøs forskellige, stykvise og hver for sig usikre anelser og iagttagelser dannede glarmestersvenden en hel og stærk teori.
Men glarmestersvenden skabte ikke kun enhed i Andersen Nexøs tanker. Han viste også, hvordan Andersen Nexøs liv kunne blive en enhed.
Om glasstykket gjaldt det, at det ikke nødvendigvis blot var et skrøbeligt og overflødigt stykke rude. Glasstykket opfyldte først dets bestemmelse, når det tilsammen med andre skrøbelige og tilsyneladende overflødige glasstykker skabte en helhed, nemlig vinduet. I vinduet trådte rudestykkerne via sollyset i 'lysende forbindelse' og blev til noget 'strålende skønt'.
Men tilsvarende forstod Andersen Nexø af glarmestersvendens tale, at han ikke nødvendigvis blot var et skrøbeligt og overflødigt stykke menneske. Også de hver for sig skrøbelige og overflødige mennesker kunne åbenbart træde i en lysende og strålende skøn forbindelse med hinanden ved at danne et menneskeligt fællesskab. Og først i sådan et fællesskab fandt enkeltmenneskene deres bestemmelse.

 Ifølge den idé om arbejderbevægelsen, Andersen Nexø fik af glarmestersvenden, var arbejderbevægelsens mål således afskaffelsen af fattigdom. Midlet til at nå målet var, at arbejderne sluttede sig sammen og handlede i fællesskab. Men midlet, nemlig sammenslutningen og fællesskabet, var også i sig selv en del af målet. Målet var materielt: afskaffelse af fattigdom. Men det var også åndeligt: dannelse af et menneskeligt fællesskab.
Arbejderbevægelsen var for Andersen Nexø ikke blot en idé om materiel fremgang (for de fattigste), men var også en idé om et åndeligt fællesskab, som det fandtes i kirken. Derfor var det ikke tilfældigt, at Andersen Nexø mødte glarmestersvenden under bygningen af en kirke. Efter kirkebyggeriet hjalp Andersen Nexø til ved bygningen af en fabriksskorsten i Rønne. Men her mødte han ingen tilhænger af arbejderbevægelsen, og i øvrigt blev han syg under arbejdet.

Lige før glarmestersvenden rejste, gav han Andersen Nexø et råd: "Wenn du einmal Dichter wirst, dann vergesse nicht das Proletariat”. Glarmestersvenden forudså altså både, at Andersen Nexø engang ville blive digter, og, at der var en risiko for, at han til den tid ville have glemt proletariatet. Begge dele holdt stik: Martin Andersen blev digter, men de første bøger, han skrev, handlede ikke specielt ofte om proletariatet. Men senere, bl.a. da Martin Andersen Nexø skrev sine store 'proletarromaner' Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn, må han være kommet i tanke om glarmestersvendens afskedsråd.

Mange år senere, da Andersen Nexøs bøger var blevet berømte i Tyskland, forsøgte han at opspore glarmestersvenden. Men det lykkedes ham ikke. Andre, der har prøvet at finde ud af noget mere om, hvem glarmestersvenden var, har end ikke kunnet dokumentere, at han fysisk har eksisteret. Men det er måske ikke så mærkeligt. Overfor Andersen Nexø var glarmestersvenden jo ikke primært repræsentant for en fysisk verden men derimod for en åndelig. I Andersen Nexøs erindringer er glarmestersvenden en engel, og Andersen Nexø er en profet. Glarmestersvenden åbenbarede et åndeligt budskab for Andersen Nexø, der som den eneste kunne forstå det. Andersen Nexø blev sikkert valgt til at forkynde dette budskab på grund af sine digteriske evner.  

til top

Martin Andersen Nexø som digter
Flere dele af Andersen Nexøs forfatterskab og øvrige aktiviteter bærer præg af, at han i barndomsårene på Bornholm havde hørt mange fortællinger. Andersen Nexø var selv efter manges mening en fabelagtig mundtlig fortæller. På sine gamle dage fortalte Andersen Nexø ofte venner om oplevelser fra sin barndom og ungdom. Men Andersen Nexø deltog også i mange offentlige arrangementer i Danmark og i Tyskland, hvor han holdt taler og foredrag og læste op af sine bøger. Som foredragsholder og som oplæser var Andersen Nexø i særklasse.
Sin sans for det levende ord (dvs. for talesproget) havde Nexø fået i sin barndom. Men han havde fået denne sans skærpet, da han i sin ungdom gik 3½ år på højskole i Østermarie (på Bornholm) og i Askov (i Jylland). I den danske folkehøjskole lagde man nemlig mere vægt på talen end på skriften.

Men det var trods alt som skriftlig forfatter, at Andersen Nexø var mest produktiv. Men selv når han skrev, var Andersen Nexø ofte tydeligt til stede som fortæller. I sine bøger skrev Andersen Nexø nemlig ofte om noget, han hævdede, han selv havde oplevet.
Flere af Andersen Nexøs tidligste noveller foregår langt fra Bornholm, nemlig i Sydspanien. Disse noveller bygger på et personligt kendskab til landområdet. I 1894-96 rejste Andersen Nexø nemlig i Italien og især i Spanien. I 1902 gentog Andersen Nexø mere eller mindre denne rejse. Da kom der en rejseskildring ud af turen, bogen Soldage fra 1903.
Andersen Nexø rejste desuden til Sovjetunionen adskillige gange i 1920’erne og 30’erne og senere. Det kom der flere rejsebøger ud af. På den tid, især i 20’erne, var Sovjetunionen meget ukendt og utilgængeligt land for udlændinge.
Da Andersen Nexø i 1930’erne var blevet en ældre mand (i 60’erne), skrev han fire bind erindringer fra sin nu allerede fjerne barndom og ungdom.
Andersen Nexø skrev således på en gang om sine egne oplevelser og om gamle tider og fjerne steder.

til top

Andersen Nexøs noveller
Også flertallet af Andersen Nexøs øvrige noveller handler om steder og miljøer, Andersen Nexø selv havde kendskab til. Bortset fra Spanien var det bl.a. København men især Bornholm. Og novellerne handler ofte enten om berejste søfolk eller om en bondekultur med rødder langt tilbage i tiden.

To af Andersen Nexøs novellesamlinger (fra 1900 og 1905) hed Muldskud. Fra 1922-1926 udgav Andersen Nexø tre bøger, der tilsammen bl.a. indeholdt næsten alle de noveller, han indtil da havde skrevet. (Efter 1926 skrev Andersen Nexø i øvrigt ikke mange flere noveller.) Disse tre bøger hed Muldskud I-III.
Men nu er det ikke, fordi Andersen Nexøs noveller vrimler med muldskud (dvs. muldvarpeskud) i ordets bogstavelige forstand. Faktisk skal man være heldig, hvis man overhovedet kan finde ét virkeligt muldvarpeskud i en af Andersen Nexøs noveller. Hvad mente Andersen Nexø mon så med denne titel på sine novellesamlinger?

Muldskuddet er en begivenhed, der er irrationel i to henseender. For det første er muldskuddet uberegneligt og derfor overraskende: det er aldrig til at vide, præcis hvor og hvornår det dukker op. For det andet er muldskuddet destruktivt: det ødelægger den pæne og ordnede overflade.

Men muldskuddet er ikke kun udtryk for noget destruktivt. Muldskuddet er også tegn på noget produktivt, nemlig muldvarpens arbejde på at lave gangsystemer. Muldskuddet er tegn på en skjult verden, der gemmer sig under overfladen.

Muldvarpen, som laver muldskuddet, minder om almuen. Ligesom muldvarpen for det meste lever skjult under den pæne, dyrkede jordoverflade, var almuen ofte usynlig i samfundet, fordi den ofte levede afsides for sig selv. Og ligesom muldvarpen er en del af naturen, opfattede almuen sig som en del af naturen.

Men muldvarpens arbejde minder også om almuens arbejde. Muldvarpens arbejde er et arbejde med jorden, ligesom bondens arbejde var. Og muldvarpens arbejde er et arbejde med hænderne (forpoterne), ligesom håndværkerens arbejde var.

Men for almuen var fortælleren også en håndværker. Var Andersen Nexø så også selv en muldvarp? Det kan man måske godt sige, for Andersen Nexøs noveller handler ikke blot om muldskud i betydningen irrationelle begivenheder. Andersen Nexøs noveller er en vis forstand også muldskud, nemlig derved at indholdet i novellerne må have været sært og overraskende for datidens læsere. Omkring år 1900 var det ret nyt, at noveller kunne handle om almuen.

Muldvarpen laver muldskuddene med sine poter, og Andersen Nexø skrev sine noveller med sine hænder. Engang, da Andersen Nexø skulle beskrive sine hænder, kaldte han dem faktisk en muldvarps grabber.  

til top

Andersen Nexøs romaner
Martin Andersen Nexø skrev også romaner. Hans tre bedste romaner var Dryss fra 1902, Pelle Erobreren fra 1906-1910 og Ditte Menneskebarn fra 1917-1921. Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn var de to bøger, Andersen Nexø blev mest kendt for.  

Dryss handler om en ung mand ved navn Karl Bauder. Karl er velhavende og veluddannet, men gengældt kærlighed oplever han i løbet af romanen kun i et meget kort stykke tid. Karl finder ikke lykken, men oplever kun et glimt af den.

Pelle Erobreren handler om den svenskfødte Pelles vej fra tjenestedreng på en gård på Nordbornholm til skomagerlærling i købstaden Rønne til arbejder for en skomagerforretning i København til medejer af en fællesejet skomagervirksomhed. Romanen handler desuden om, hvordan Pelle bliver en ledende person i fagbevægelsen, og om hans møde med pigen Ellen, som er datter af en fagforeningsformand. Pelle gifter sig med Ellen, og da romanen slutter, lever Pelle og Ellen i nogenlunde velstand og i et gengældt kærlighedsforhold. Pelle er således meget tæt på at opnå lykken. Men han oplever den ikke helt, for undervejs har han fundet ud af, at han kun kan være lykkelig, når alle andre fattige mennesker også er blevet det.

Pelle er tættere på at opnå lykken, end Karl var det. Grunden er, at Pelle kommer fra almuen, hvor eventyrene findes. Pelle er den fattige unge dreng, der drager ud i verden for at finde lykken. Og det lykkes faktisk på en måde Pelle at få prinsessen (Ellen) og det halve kongerige (en lederrolle i fagbevægelsen). Som leder af fagbevægelsens kamp er Pelle lynende dygtig. Pelle har næsten – men også kun næsten – magiske evner. Som barn fik han at vide, at han var født med sejrsskjorten.

Med Pelle Erobreren skrev Andersen Nexø en roman, der tog afsæt i almuens eventyrverden. Det gør Andersen Nexøs næste roman, Ditte Menneskebarn, også.
Romanens hovedperson Ditte vokser op på landet. Først bor hun hos sin bedstemoder. Bedstemoderen har ry for at være en slags heks, men i så fald er hun en god heks. Da bedstemoderen dør, kommer Ditte ikke til at bo hos en god fader og en ond stedmoder. Hun kommer til at bo hos sin onde moder og sin gode stedfader. På et tidspunkt flytter familien til et lille fiskerleje. I fiskerlejet er der en krovært, som alle skylder penge, og som bestemmer alt. Kroværten er som en trold, der har fortryllet fiskerlejets beboere. Det mener i hvert fald en af fiskerlejets beboere. Denne beboer pønser på at skyde kroværten, men først, når han har fundet det (trylle)ord, der gør, at trolden kan dræbes. Men i modsætning til i eventyrene finder beboeren aldrig trylleordet.
Ditte vokser op i en eventyrverden, men i en verden, hvor alle eventyrene er forkerte. Almuens eventyrverden eksisterer stadig, men den er ligesom gået i stykker. Derfor oplever Ditte heller ikke noget eventyr. Hun rejser til storbyen, hvor hun bliver tjenestepige og får nogle børn. Men Ditte bliver aldrig velhavende, og hun oplever ikke kærligheden. Ditte dør fysisk nedslidt som 25-årig. Lykken finder hun ikke.

I Pelle Erobreren havde almuen (og dermed Pelle) en stor del af den livskraft, der skulle til for at vandre ind i den moderne industrielle storbyverden og gøre den lykkelig. Pelle skabte næsten sit eget eventyr og blev næsten lykkelig. I Ditte Menneskbarn har almuen (og dermed Ditte) ikke længere denne livskraft. Ditte har ikke Pelles næsten magiske evner og kan derfor ikke opnå lykken. Hun kommer fra en døende almueverden og dør selv i storbyen.  

til top

Om Almuekultur
Almuen var det underste befolkningslag i det feudale bondesamfund. Almuen bestod bl.a. af småbønder, husmandsfolk, småhåndværkere og håndværkssvende. I Danmark forsvandt almuen og almuekulturen gradvist op gennem 1800-tallet. Det var der nok to grunde til. Den ene var, at mange småhåndværkere blev udkonkurreret pga. den begyndende industrialisering. Den anden var, at mere effektive produktionsmetoder i landbruget gav en anden opfattelse af naturen. Almuen opfattede naturen som en åndelig verden. Men ifølge den nye naturopfattelse var natur snarere død, lovmæssigt fungerende teknik.  

Almuens verdensbillede stammede fra oplevelsen af den natur, almuebønderne dyrkede og var en del af. Det var almuens oplevelse, at jordelivet var en bestandig cyklisk proces. Jordelivet bestod af forskellige og adskilte størrelser, der blev forbundet og forenet (fx ved parring eller når såsæden kom i jorden) og af forbundne og forenede størrelser, der blev adskilt (fx ved fødsel eller når kornet, der voksede op af jorden, blev høstet). Det, der var flere, blev til et. Det, der var et, blev til to. Dermed var livet grundlæggende en enhed/dobbelthed af knaphed og overflod: livet var knaphed, når flere var eller blev til en, og overflod, når en var eller blev til flere. Livet bestod af forenede dobbeltheder og af fordoblede enheder – det bestod af dobbeltenheder.

Men det, at en ting eller et væsen kunne være flere, og flere ting eller væsener kunne være et, var i grunden meget morsomt. Derfor lo almuen meget. Almuen lo ad knapheden, som trods alt var forbundet med overfloden. Og almuen lo ad overfloden, som næsten var for meget af det gode. Men især lo almuen ad dem, der troede, at de var hævet over jorden og altid skulle forblive dem, de var, fordi de tilhørte en særlig stand. Dem, der aldrig ønskede at blive adskilt fra deres egen velstand, pragt og værdighed og aldrig ønskede at blive forenet med det, der var hæsligt, ulækkert og uværdigt. Det var storborgerne, storbønderne og præsterne. Dem bragte almuen ned på jorden igen ved at gøre grin med dem. Morsomhederne var en måde at gøre livet større og rigere på, for i og omkring den snavsede jord foregik livets processer. Men det betød ikke, at almuens mål var for bestandig at ophæve standsforskelle: livet var ikke blot forening af det adskilte men også adskillelse af det forenede. Standsforskellene måtte ophæves gennem latterliggørelse for at livet kunne bestå. Men standsforskellene måtte også genskabes, for at livet kunne fortsætte. Det betød fx, at selvom almuen kunne gøre grin med præster og kirke og bibel, så var den stadig meget kristen-religiøs. Almuen trak religionen ned på jorden for at religionen kunne få nyt liv fra og give nyt liv til jorden. For almuen var livet nemlig også en dobbeltenhed af jord og ånd. Der var krummer i den åndelige verden og jordelivets elementer var fulde af åndelig betydning. Jord og ånd afhang således af hinanden for at kunne eksistere. Derfor var døden for almuen heller ikke nødvendigvis altings ophør. Livet var ikke uden eksistens, når det ikke længere var på jorden, for også i himlen var der en jord til livet.

til top

Om Almuens digtning
I det gamle almuesamfund var alt arbejde håndværksmæssigt. Ofte var arbejdet derfor ikke særligt larmende, og man sad mange sammen og arbejdede. Men meget af dette arbejde var ensformigt og kedeligt. Af den grund fortalte man historier for hinanden, mens man sad og vævede eller strikkede eller snedkererede eller lavede skotøj, eller hvad man ellers gjorde. Historier kunne give underholdning og spænding og derved gøre den lange arbejdstid kortere.

Historierne blev altid fortalt efter hukommelsen. Når man fortalte efter hukommelsen kunne man nemlig samtidig arbejde. Det kunne man ikke, hvis man skulle læse op af en bog. Og almuen var som regel altid fattig. Alle måtte derfor arbejde, og desuden var der ikke råd til at købe bøger.

Fortællinger var håndværk
De historier, man fortalte, var præget af den slags arbejde, man udførte, mens man fortalte historierne. Der gjaldt to principper for dette arbejde.
Det første princip var, at jo mere besværligt eller tidskrævende, det var at tilvejebringe et produkt, jo mere værd var produktet. Tilvejebringelsen kunne bestå i at lave produktet eller i at transportere produktet derhen, hvor der var brug for det, eller i begge dele.
Det andet princip var, at de produkter, man fremstillede, skulle være nyttige. Man fremstillede ikke for sjov, men fordi man skulle have gavn af det produkt, man fremstillede. Produktet var noget værd, hvis det var nyttigt.

Disse to principper gjaldt også for de historier, man fortalte. Med andre ord opfattede man historierne som håndværksprodukter. Tilvejebringelsesprincippet betød for det første, at historier fra fjerne egne og lande var mere værd end historier fra hjemegnen. Det havde nemlig taget tid for historierne fra de fjerne egne at nå frem. Og kun de bedste historier ville kunne overleve sådan en lang rejse uden at blive glemt. For det andet var gamle historier (fx eventyr) mere værd end nye. Det havde nemlig taget tid for de gamle historier at nå frem til nutiden. Og kun de bedste historier ville kunne overleve sådan en tidsrejse uden at blive glemt. For det tredje var historier fortalt af gamle mennesker mere værd end historie fortalt af unge. Gamle mennesker havde nemlig brugt længere tid på at lære at fortælle historierne. Desuden var gamle mennesker som regel tættere på døden end unge. Og rejsen fra liv til død var den længste rejse på jorden.

For at vise, at historien virkelig var fra fjerne egne eller gamle dage, måtte det gerne fremgå af historien, hvorfra fortælleren havde den. Fortælleren kunne fx sige, at hun havde fået den fortalt af sin bedstemor, der havde fået den fortalt af sin bedstemor. Eller fortælleren kunne sige, at han havde fået den fortalt af en sømand eller en vandrende håndværkssvend, som havde været i det land, hvor historien foregik. Men fortælleren kunne også sige, at hun eller han selv havde oplevet historien, fx i sin barndom eller på en rejse i udlandet.

Nytteprincippet betød, at man skulle kunne bruge de historier til noget, som blev fortalt. Historierne skulle derfor gerne direkte eller indirekte indeholde et råd, en opmuntring eller en advarsel. Et eventyr kunne fx handle om en lille fattig dreng, der er snedig, udholdende og uforfærdet og derved får prinsessen til sidst. Sådan et eventyr gav for det første indirekte et råd om, hvilke personlige egenskaber, det er godt at have. For det andet opmuntrede eventyret dem, der selv var små og fattige: selv med et dårligt udgangspunkt kunne det gå dem godt i verden, hvis de handlede rigtigt.
Nytteprincippet betød derved, at en historie var mere end blot en historie. Historien havde ikke blot værdi i sig selv, dvs. som oplevelse eller som underholdning. Den havde også en værdi udover sig selv, nemlig en nytte for dem, der fik historien fortalt. På den måde var historien en dobbeltenhed af underholdning og nytte. Historien var en dobbeltenhed på linje med alle de andre dobbeltenheder, der fyldte almuens verden.

Almuens historier handlede om almuens egen verden. Historierne handlede derfor om dobbeltenheder, dvs. om størrelser, der var mere eller mindre end sig selv. Og historierne handlede om det, der gav værdi, nemlig forbindelse til fortiden og rejser. Blandt rejser handlede fortællingerne ofte om døden. Døden var både slutningen på en lang rejse og begyndelsen på en lang rejse. Dette var også en del af historiernes nytte: de bekræftede tilhørerne i, hvordan deres verden så ud, og hvad der var værdifuldt.

Eventyr og roman
Almuens vigtigste fortællegenre var nok eventyret. Eventyr handler som regel om eventyrheltens vej til lykken. Lykken er en varig tilstand af velstand og gengældt kærlighed. Når den fattige eventyrhelt har vundet prinsessen og det halve kongerige, kan de to leve lykkeligt til deres dages ende. Men før eventyrhelten når til lykken, må han lære magien at kende. Magien kan være væsener med magiske evner eller det kan være magiske genstande. Somme tider er magien det, der forhindrer helten i at få prinsessen. Og somme tider er det magien, der giver helten de evner, der skal til for at få prinsessen.

I magien har ord og ting en åndelig kraft, hvormed andre ting og væsener kan påvirkes. Fx kan et menneske med den rigtige trylleformular eller med en tryllestav trylle et andet menneske om til en fugl. I magien er der således en tæt sammenhæng mellem det fysiske og det åndelige, og derfor er det ikke mærkeligt, at almuen troede på magien og på magiske væsener.

Romaner var til gengæld noget, almuen ikke læste. Romaner blev læst af de velhavende og veluddannede. Ligesom eventyr handler romaner om heltens vej mod lykken. Men i romanen opnår helten aldrig lykken. Grunden er, at magien, som helten enten måtte sejre over eller have hjælp fra for at opnå lykken, ikke findes i romanen. Romanen handler om en moderne verden uden magi. Derfor opnår romanhelten højest et glimt af lykken eller en afglans af lykken.  

til forsiden     til top

Indledning | Undervisningsforslag | Bigum Træben | Et Efterslæt | Brødrene | De tomme Pladsers Passagerer | til top

Indledning

I det følgende gives nogle redskaber til undervisning i fire noveller af Martin Andersen Nexø. De fire noveller er Bigum Træben fra 1898, Et Efterslæt fra 1901, Brødrene fra 1913/14 og De tomme Pladsers Passagerer fra 1916. Novellerne hører alle til blandt Andersen Nexøs bedste. Bigum Træben og navnlig Et Efterslæt og Brødrene kan i øvrigt kaldes bornholmernoveller.

Udover at være noveller af Martin Andersen Nexø har de fire valgte tekster en tredje ting til fælles, nemlig deres emne, som er almuens situation omkring århundredeskiftet. 

Undervisningsredskaberne er følgende
1) en model til analyse af noveller.
2) et generelt forslag til, hvordan der i klassen kan undervises i noveller
3) en modelanalyse af hver af de fire noveller.
4) konkrete angivelser af, hvordan der i klassen kan undervises i hver af novellerne.

Analysemodel
en novelleanalyse kan bestå af følgende dele:

1) resumé.
I resuméet fortæller man kort, hvad novellen handler eller beretter om. En sådan kortfattet genfortælling af indholdet i den novelle. der skal analyseres, er ofte et godt udgangspunkt for en analyse. På den måde finder man nemlig tit på en let måde ud af, hvilke dele af historien, der er mest vigtige, og hvilke dele, der ikke er så vigtige. De vigtigste dele af historien er nemlig tit dem, man er nødt til at have med i sit resumé, og de mindre vigtige dele er dem, man godt kan undvære i resuméet.

2) handling.
En handling består af mindst tre dele, nemlig et mål, en forhindring og et overvindelsesforsøg.
For at en historie kan have en handling, må der være en person (eller eventuelt en gruppe), der har et mål, han eller hun gerne vil opnå.
Desuden må der være en forhindring for, at personen kan opnå dette mål.
Endelig må personen gøre et forsøg på at overvinde forhindringen og opnå målet. Der må altså være et overvindelsesforsøg.
Overvindelsesforsøget kan ske ved, at personen har en plan, som personen forsøger at udføre. Men overvindelsesforsøget kan også ske spontant, det vil sige uden plan.
En novelle kan indeholde en eller flere forbundne handlinger. Analysen af handlingen eller handlingerne i en novelle består i, at man for hver handling beskriver målet, forhindringen, planen (eventuelt) og overvindelsesforsøget.

3) forløb.
Historier har som regel altid et forløb. Forløbet har tre faser, nemlig en konfrontation, en krise og en genkendelse.
Første fase er konfrontationen. Her konfronteres en person med et problem, eller to personer (eller parter) konfronteres med hinanden. I konfrontationen er der således et element af handling. En person har en eller anden form for mål, men konfronteres med nogen eller noget, der udgør en forhindring for dette mål. Konfrontationen kan derved snildt skyldes, at to personer har uforenelige mål og derved er hinandens forhindringer for at nå hver deres mål.
Anden fase er krisen. Her adskilles personen fra den eller det , hvormed personen blev konfronteret. Adskillelsen kan være fysisk eller den kan være mental eller den kan være begge dele.
Tredje fase er genkendelsen. Her får personen atter kontakt med (og genkender) det eller den, som personen i krisen adskiltes fra. Men nu er forholdet til eller oplevelsen af det andet eller den anden blevet anderledes. Men ofte er det ikke blot sådan, at personen genkender den eller det, personen i krisen har været adskilt fra. Ofte er det også sådan, at personen i genkendelsen genkender sig selv eller noget af sig selv i den anden person.
Ofte er det sådan, at konfrontationen og navnlig krisen er negative tilstande for personerne eller i hvert fald for forløbets hovedperson. Derimod er genkendelsen som regel en positiv tilstand. Men det er ikke altid, at krisen helt overvindes. I så fald er genkendelsen ikke fuldstændig, og genkendelsestilstanden er ikke fuldt positiv.
En novelle kan indeholde et eller flere forløb. Analysen af forløbet eller forløbene i en novelle består i, at man for hvert forløb beskriver konfrontationen, krisen og genkendelsen.

4) begivenhed.
En novelle adskiller sig fra andre slags historier derved, at den indeholder én central begivenhed. Hvis novellen er en novelle i streng forstand er denne begivenhed irrationel. Hvis novellen er en novelle i mere løs forstand, kan begivenheden nøjes med at være overraskende eller chokerende.
At begivenheden er central vil sige, at den finder sted et centralt sted i novellens handling eller i novellens forløb. At begivenheden er irrationel vil sige, at den er mere eller mindre ubegribelig. Begivenheden mangler måske en nødvendig årsag, eller den kan måske begribes lige godt på to måder, der er gensidigt uforenelige.
Analysen af en novelles begivenhed består i, at den centrale irrationelle begivenhed udpeges, og at det forklares, hvorfor begivenheden er irrationel.

5) personer
I analysen af novellens personer (eller evt. blot dens hovedperson) forklares det så vidt muligt, hvorfor den vigtigste eller de vigtigste personer handler, mener, opfører sig og evt. forandrer sig, som han eller hun eller de gør.

6) fortæller
I analysen af novellens fortæller beskrives fortællerens position i forhold til den fortalte historie. Det kan fx undersøges, om fortælleren befinder sig udenfor eller indenfor den verden, fortælleren fortæller om, og om fortælleren kender (nogle af) de øvrige personers tanker eller ej. Desuden kan det undersøges, hvilke forklaringer og kommentarer, fortælleren eventuelt har til sin fortælling.

7) tolkning
I tolkningen bestemmes det, hvad novellens (overordnede) tema er, og hvordan novellen forholder sig til dette tema. Tolkningen baserer sig på de iagttagelser, man har gjort under analysens tidligere punkter.

8) perspektivering
I perspektiveringen kan det overvejes, hvad novellens emne er. Det kan med andre ord overvejes, hvordan novellen forholder sig til verden uden for novellen. Fx om novellen forholder sig til en konkret situation i sin fortid eller sin samtid, om den kan betragtes som indlæg i en litterær, politisk eller filosofisk debat, eller lignende.

til top

Undervisningsforslag

Læreren læser først en del af den valgte novelle op for klassen. Hvis eleverne skal fatte interesse for novellen, er det afgørende, at læreren har forberedt sig på denne oplæsning.
Enten udleverer læreren fra starten den del af novellen til eleverne, som bliver oplæst, så eleverne kan følge med i teksten under oplæsningen. Eller også får eleverne udleveret den oplæste del af novellen efter oplæsningen.
Elevernes opgave er nu (i grupper eller enkeltvis) at skrive novellen færdig selv.

Kravene til elevernes afslutning er:

1) Mht. til fortællertype/fortællemåde, personernes psykologi, forholdet mellem personerne, novellens miljø osv. må der være størst mulig overensstemmelse mellem novellens begyndelse og elevernes egne afslutninger. Disse elementer i novellen må m.a.o. må ikke pludselig og umotiveret ændre sig.

2) Afslutningen må være sådan, at ingen (eller i hvert fald færrest mulige) af oplysningerne og begivenhederne i novellens begyndelse er overflødige i forhold til afslutningen. Desuden må hver af oplysningerne og begivenhederne i novellens begyndelse give mest mulig mening i forhold til novellens afslutning.

3) Afslutningen må være en virkelig afslutning. At afslutningen er en virkelig afslutning vil som minimum sige, at der for hovedpersonen eller hovedpersonerne finder en genkendelse sted. Den konfrontation eller den krise, personen eller personerne befinder sig i, må altså finde en eller anden form for afklaring. Men som regel hører det også med til afslutningen, at resultatet af historiens sidste handling bliver klart. Dvs. at det bliver klart, om personerne når deres mål eller ej. I flere tilfælde er Andersen Nexøs noveller dog ikke afsluttede i denne forstand, dvs. de har en åben slutning.

Når eleverne har skrevet deres afslutninger, læser de dem efter tur højt for klassen. I forbindelse med hver afslutning diskuteres det, i hvilket omfang afslutningen lever op til de ovennævnte tre krav.
Herefter læser læreren Andersen Nexøs egen slutning på novellen. Det diskuteres, om Andersen Nexøs afslutning lever bedre eller dårligere op til de ovennævnte krav end elevernes egne afslutninger.
Dette at lade eleverne selv skrive slutningen på novellen er et trick til at involvere eleverne i den læste tekst og derved at vække deres interesse for den. Men det dybere formål med fremgangsmåden er at lade eleverne udvikle en forståelse af litteraturens krav om indre sammenhæng (krav 1 og 2), knaphed i udtrykket (krav 2) og afslutning (krav 3).

Men det er ikke sikkert, at eleverne i deres egen skrivning og under samtalen om Andersen Nexøs afslutning selv bliver opmærksomme på det centrale element i enhver novelle, nemlig den irrationelle begivenhed. Hvis ikke de gør det, må læreren på et eller andet tidspunkt henlede opmærksomheden på dette element.

Desuden er idéen at give eleverne en fornemmelse for såvel Andersen Nexøs mønstergyldighed som hans særpræg som forfatter ved at lade dem sammenligne hans tekstproduktion med deres egen.

Men det er usandsynligt, at eleverne med deres (begrænsede) historiske viden vil være i stand til på egen hånd at begribe den del af Andersen Nexøs særpræg, der har at gøre med hans konkrete historiske forankring. Derfor må læreren til sidst sørge for at omtale de bearbejdede novellers tematiske og emnemæssige sammenhæng.

til top

Modelanalyse:

Resumé: ’Bigum Træben’ handler om særlingen Bigum, der bor for sig selv i en hytte uden for en mindre by på en mindre ø. Om vinteren lever Bigum som skomager. Om sommeren turnerer han som digter og visesanger. Et forår finder Bigum ud af, at han vil have sig en kone. Efter nogle forhindringer lykkes det ham faktisk at få en kone. Men da Bigum ikke plejer at spise særligt meget, mens hans kone Ane vil have meget mad, opstår der en kamp mellem de to om at få sin vilje. Til sidst går Ane (der åbenbart ikke kan svømme) ud i havet og truer med at kaste sig ud, hvor hun ikke kan bunde. Men Bigum reagerer ikke, og Ane begynder atter at gå ind mod land. Men nu truer Bigum med at tvinge Ane ud, hvor hun ikke kan bunde, for at få sin vilje. Ane beder da om nåde, og Bigum er nådig. Men de to bliver forkølede af vandgangen og stemningen mellem de to efter vandgangen forbliver kølig. Men efter to dages sygdom sker der det, at Bigum og Ane på én gang tør op. Forholdet mellem de to er fra da af lykkeligt.

Handling: novellen indeholder to handlinger. Bigums første mål er at finde en kvinde, der er villig til at gifte sig med ham. Forhindring for, at dette problem kan blive løst, er Bigums træben. Bigums plan er at finde kvinden via et offentligt ægteskabstilbud, som en trommeslager averterer. Bigum finder faktisk en interesseret kvinde på denne måde, dvs. planen virker og forhindringen overvindes. Bigums andet mål er at blive gift med Ane. Forhindring for, at de kan blive gift, er Bigums bryllupsbukser, hvor skrædderen er kommet til at skære det forkerte ben af. Denne forhindring overvinder Bigum ved at tage bukserne omvendt på.

Forløb: novellen indeholder to forløb. Først konfronteres Bigum med Anes klumpfod. Dette medfører en krise for Bigum: Bigum går fra Ane hjem til sig selv og laver et digt om sin skuffede kærlighed. Glæden over dette digt giver Bigum et mere positivt syn på Ane. Bigum erkender, at Anes handlemåde ikke ligger så langt fra, hvad han selv kunne have fundet på. Bigum genkender altså nu Ane, nærmere bestemt genkender han noget af sig selv i Ane. Derfor beslutter Bigum sig alligevel til at gifte sig med Ane. Efter brylluppet konfronteres Bigum med Anes mål om meget mad og Ane konfronteres med Bigums mål om nøjsomhed hvad angår føde. Når Bigum og Ane skal leve sammen, udelukker disse to mål hinanden, dvs. de er hinandens forhindringer. Denne konfrontation udvikler sig til en kamp mellem de to, der til sidst er lige ved at blive dødelig. Bigum vinder til sidst kampen, dvs. han overvinder forhindringen og når sit mål, og Ane må bede om nåde. Men nu følger krisen. Både Bigum og Ane bliver syge og lægger sig i samme seng. I den forstand er de tæt på hinanden. Men de er alligevel adskilt, for de vender ryggen til hinanden og taler tilsyneladende ikke sammen. Men tredje dag forenes Bigum og Ane. De opdager altså, at de er en, dvs. de genkender hver især sig selv i den anden og den anden i sig selv. Og det, at de begge to har legemsfejl er nu ikke længere en kilde til uoverensstemmelse men til fælles identitet.

Begivenhed: den irrationelle begivenhed i ’Bigum Træben’ er Bigums og Anes genkendelse på deres sygelejes tredje dag. Krisen er forklarlig. Ane har lidt fuldstændigt nederlag i konfrontationen med Bigum og kan ikke længere gøre aktivt oprør. Men hun kan fortsætte med det passive oprør, som krisen her er udtryk for. Den irrationelle begivenhed er ophøret af dette passive oprør. Det er nemlig ikke psykologisk ganske til at forklare, hvorfor Ane pludselig kan stille sig tilfreds med det liv i knaphed med Bigum, som hun indtil da har gjort så kraftigt oprør mod.
En forklaring på genkendelsen, som ser bort fra psykologien, kan der til gengæld godt gives. Forud for Bigums og Anes genkendelse går nemlig træbenets og klumpfodens ’skønne forening’. Denne ’skønne forening’ er et tegn, der varsler ægtefællernes kommende forening. En åndelig kraft må have skabt tegnet, og en åndelig kraft kan dermed også have bevirket ægtefællernes genkendelse. Men psykologisk set gør denne forklaring ikke Anes adfærd mere rationel.

Personer: Bigum er en person, der i høj grad skiller sig ud fra gruppen. Bigum lever for sig selv uden for byen.. Men Bigum er også en, som gruppen skiller ud fra sig. Ved høstballerne rotter alle sig således sammen om at drikke Bigum under bordet. Og alle de dansende konkurrerer med violinspilleren Bigum at kunne danse/spille i længst tid.
Bigum tager desuden ikke hensyn til det officielle samfunds normer og værdier. Da sessionsdommeren spørger, om Bigum er født med træbenet, ler Bigum således indforstået ad ham. Men sessionsdommeren er ikke en, der kommer med ualvorlige, dobbelttydige udsagn. Og sessionsdommeren er heller ikke en, der ikke bevarer distancen til dem, der står under ham selv. Bigums sans for at ophæve standsforskellene og entydigheden møder ingen forståelse hos den høje dommer.
Men heller ikke præsten har Bigum nogen stor respekt for. Da Bigum skal giftes, møder han op foran præsten med bukserne bagvendt på. Men en vis gensidig respekt mellem præsten og Bigum er der dog. Bigum synes ikke at være i tvivl om, at parforholdet skal have kirkens velsignelse, og præsten accepterer at vie Bigum og Ane.
Idet Bigum tager sine bukser omvendt på, bliver for samtidig til bag og bag samtidig til for. For og bag bliver derved til dobbeltenheder. Men Bigums liv er fyldt af sådanne dobbelt- eller mangeenheder.
Nogle af disse mangeenheder er mangeenheder af knaphed og overflod. Fx skyder Bigum ofte tre-fire ænder med et skud. Bigum bruger altså knapt med kugler, men opnår en overflod af bytte. Men da han bliver gift, skyder han tre gange op i luften efter ingen ting. Her bruger han en overflod af krudt og kugler uden noget som helst udbytte. Om vinteren, mens Bigum ernærer sig som skomager, har han det knapt med mad. Men om sommeren, når han turnerer som spillemand, lever han til gengæld i en overflod af spiritus, fordi alle har for vane at drikke med ham.
Ligeledes opfatter Bigum det fysiske (det jordiske) og det åndelige (det luftige) som dobbeltenheder. Fx opfatter han menneskers fodtøj som tegn for deres personlighed. Noget fysisk opfattes altså her som forbundet med noget åndeligt. Desuden har Bigum somme tider smerter i sin storetå, selvom der kun er luft der, hvor storetåen skulle have været. Og når Bigums mave knurrer af sult, taler han til den og søger at overbevise den om, at den ikke behøver så meget mad. Bigum opfatter altså sin fysiske mave som intelligent eller åndelig. Han opfatter den som en dobbeltenhed af ånd og stof. Men derved opfatter Bigum også sig selv som en dobbelthed af selvstændige enheder, nemlig hoved (ånd) og mave (stof).
Et andet eksempel på, at Bigum opfatter sig selv som en dobbeltenhed, er der, hvor han efter at have mødt sin kommende kone holder en tale til sig selv. Her bliver Bigum til en dobbeltenhed af jeg og du. Endelig bliver Bigum til en dobbeltenhed derved, at han af alle kaldes Bigum Træben, mens han selv insisterer på at blive kaldt Folmer Sanger. Men også Bigums kunst er en dobbeltenhed. I sin digtning er Bigum nemlig sentimental, mens hans musik er livsglad. Bigums kunst er altså en dobbeltenhed af smerte og glæde.
Fortællingen siger ikke noget direkte om, hvorfor Bigum pludselig sætter sig som mål at få en kone. Blot hedder det, at ’Foraaret narrede ham’. Foråret, som er naturen i en bestemt fase af dens årscyklus, opfattes altså her som en intelligensperson. Det stoflige opfattes som åndeligt. I lige så høj grad, som Bigum handler, handles der altså med ham. Bigum er en dobbeltenhed af selvstændigt handlende subjekt og objekt for naturlige livsprocesser. Og ligesom Bigum i begyndelsen selv er en indgroet del af naturen, bliver Bigum og Ane som par en indgroet del af naturens cyklus efter deres genkendelse. Når Bigum og Ane ses ude i landet, opfattes de således som et sommertegn.

Stort set alle dele af Bigums person og liv vidner således om, at han tilhører almuekulturen, om end en minimal rest af den. Bigum er en del af naturen. Han står i opposition til det officielle samfund, og hans liv består af dobbeltenheder af knaphed og overflod og af stof og ånd. Selv novellen som sådan er i øvrigt en enhed af to dobbeltheder. Den indeholder nemlig to handlinger og to forløb.
Men Bigums konfrontation med Anes klumpfod er egentlig ikke forklarlig ud fra Bigums almuekarakter. For almuen er det nemlig kun naturligt, at kroppen enten befinder sig i en overflod af krop (sådan som Anes krop gør i og med hendes klump på foden) eller i en knaphed på krop (sådan som Bigums krop gør, der mangler et ben). Den krop, der præcis udfylder sig selv, er for almuen ubevægelig, livløs og livsfjendsk. Når Bigum til at starte med ikke bryder sig om Anes klumpfod, vidner det derfor om, at han er en smule præget af det etablerede samfunds normer. I det etablerede samfund gælder det nemlig om, at alting skal blive på sin plads og udfylde sin plads. Til gengæld er Bigums måde at løse denne krise på ganske almuetypisk. Gennem Bigums patetiske digt bliver det hæslige (Anes klumpfod) nemlig delvis forvandlet til noget smukt (hvilket dog også betyder, at det smukke bliver forbundet med noget hæsligt): smukt og hæsligt bliver til en dobbeltenhed.
Også Bigums kamp mod Anes krops madkrav vidner om hans almuepersonlighed. Anes krop repræsenterer her et krav om permanent overflod på mad, som ikke er foreneligt med almuens vekslen mellem perioder med overflod og perioder med knaphed. Derfor må Anes vilje til mad knægtes. Men tilintetgørelsen af Anes selvstændige eksistens fører ikke til, at Ane indordner sig under Bigum, men derimod til, at hun indordner sig i hans tilværelse. Bigum og Ane bidrager herefter begge spontant til den fælles helhed på en måde, hvor der finder en umiddelbar koordination sted mellem deres forskellige bestræbelser. Bigum og Ane behøver herefter end ikke tale sammen for hver især at gøre det, der tjener deres fælles bedste.

Fortælleren: det er en smule tvivlsomt, hvilken relation fortælleren i grunden har til sin fortælling. På den ene side er fortælleren tilsyneladende alvidende. Fortælleren er således både i stand til at berette, hvad Bigum tænker og hvad Ane tænker. På den anden side synes fortælleren at være en person, der selv tilhører den verden, hvorom han fortæller. Fx siger han, at Bigum ”klædte sig stundom af og gik i Seng, inden man endnu var gået”. Her virker det som om, fortælleren selv har besøgt Bigum. Men hvis fortælleren er en person i sin egen fortælling, kan han ikke kende de øvrige personers indre tanker.
En anden tvetydighed ligger i det livssyn, fortælleren tilkendegiver. På den ene side synes fortælleren at have en idé om digteren som en, der lever i sin egen høje og isolerede sfære fjernt fra tilværelsens mere jordnære virkelighed. Da Bigum beslutter sig til at finde en kone, er fortællerens kommentar således: ”Vil han afsværge sin Frihed og trække i Slavetrøjen og slide for Brødet til Kone og Børn lige som andre Dødelige – han Digteren? Han maa jo være skør!”. På den anden side er fortælleren tilsyneladende tilhænger af Bigums skofilosofi. Således bemærker fortælleren, efter at Bigum og Ane er gået forkølede i seng: ”Ude midt paa Gulvet laa Træbenet og Klumpstøvlen Hulter til Bulter i skøn Forening, men mellem de tvende Ægtefæller rugede Ufordragelighedens Aand som et skarpt, tveægget Sværd.” Forholdet mellem træben og klumpstøvle bliver her til et profetisk tegn på, hvordan forholdet mellem Bigum og Ane kort efter bliver. Fortælleren dokumenterer for så vidt her, at Bigums teori om, at man kan slutte fra fodtøjet til ejerens personlighed, er korrekt. Fortælleren svinger altså tilsyneladende mellem den borgerlige kultur og almuekulturen, sådan som Bigum i mindre grad selv gør.

Tolkning: Novellens tema er forholdet mellem almuekultur og det øvrige samfund. Novellen fremstiller en almuekultur, der næsten helt er forsvundet. Bigum lever nemlig i almuekulturen, men han lever helt alene i denne kultur. Men Bigum har overtaget enkelte af det etablerede samfunds normer, og derved accepteres han af dette samfund og finder sin plads på randen af det, samtidig med at han bevarer sin egen kultur. Også fortælleren lykkes det at skifte mellem almuekulturens synspunkter og det øvrige samfunds synspunkter, uden at disse skift får karakter af nogen stærk skizofreni. Novellen giver dermed både en optimistisk og en pessimistisk fremstilling af almuens eksistensbetingelser. Fremstillingen er pessimistisk, fordi almuen er så fåtallig, som den er. Men fremstillingen er optimistisk derved, at Bigum for det første når sine mål, for det andet når til flere genkendelser. Novellens begivenhed er ligeledes positiv. Om almuen har en fremtid, lader novellen til gengæld stå åbent. Det fortælles ikke, om Bigum og Ane får nogen børn eller ej.

til top

Undervisning i Bigum Træben

Slut oplæsningen med det afsnit, der lyder: ”Der var intet Udkomme med ham, det var ikke til at holde ud længer….! Og ude af sig selv styrtede hun af Sted ned over Havbakkerne. – Bigum fulgte langsomt efter med Violinen under Armen.”

Kommentar (kommentaren refererer til den ovenstående modelanalyse):

Handlingsmæssigt er situationen ved oplæsningsslutningen, at der ingen decideret handling er i gang.

Forløbsmæssigt har der ved oplæsningsslutningen netop været en flerfaset konfrontation mellem Bigum og Ane. Det er ikke helt klart, om denne konfrontation er slut, eller om den først skal til at kulminere. Spørgsmålet er under alle omstændigheder, hvordan det ender mellem Bigum og Ane. Konflikten mellem Bigum og Ane virker ret uløselig. Det er i hvert fald svært at se, hvordan der kan udformes et kompromis mellem dem.

Personmæssigt: som personer har Ane og Bigum imidlertid hidtil virket komiske, og komedier ender som regel lykkeligt.

Begivenhedsmæssigt: en irrationel begivenhed har endnu ikke fundet sted, og det er heller ikke givet, at den vil finde sted. Men en irrationel begivenhed er en mulig vej til en lykkelig slutning.

til top

til top

Undervisning i Et Efterslæt

Slut oplæsningen med det afsnit, som lyder: ”Der faldt to Skud samtidig og et kort afsnubbet Støn, og Karl Bohn sank lige ned på den ene Side.”

Kommentar til oplæsningsslutstedet (kommentaren refererer til den ovenstående modelanalyse): Oplæsningen slutter med, at den centrale begivenhed indtræffer, men før det bliver klart, hvad der præcis er sket. På dette punkt er det m.a.o. ikke blevet klart, præcis hvor irrationel den indtrufne begivenhed er.

Handlingsmæssigt er situationen her den, at tvillingerne har valgt at ignorere forhindringen mht., at konkurrencen finder sted på en søndag. Dette, at Karl Bohn falder, kunne tyde på, at dette var et forkert valg.

Forløbsmæssigt er situationen den, at der umiddelbart før konkurrencen har været en konfrontation mellem tvillingerne. Og umiddelbart før skuddet konfronteres Jakob med Lars’ popularitet, som han tilsyneladende ikke bryder sig om. Forholdet mellem tvillingerne er altså ikke det bedste, og novellens afslutning må give et eller andet svar på, hvordan dette halvdårlige forhold udvikler sig (til det værre eller til det bedre).

Begivenhedsmæssigt har novellen på dette tidspunkt allerede berettet om to bemærkelsesværdige begivenheder, som begge virker lettere irrationelle, og hvor den sidste virker mere irrationel end den første. Det kan altså forventes, at den netop indtrufne begivenhed er endnu mere irrationel end de to foregående.

Personmæssigt er situationen den, at novellens anden del indeholder en samtale, hvori en af personerne, nemlig bedstemoderen, fremsætter nogle ytringer, der umiddelbart forekommer meningsløse.
De uafklarede spørgsmål er her: hvilken betydning i novellen kan det have, at bedstemoderen i løbet af samtalen stiller sig skeptisk overfor, om en bøsse altid behøver at være ladt for at kunne skyde? Og hvilken betydning i novellen kan det have, at bedstemoderen siger, at Jakob minder hende om hans bedstefader, der ikke mødte op til sit eget bryllup?

Fortællermæssigt: fortælleren har givet novellen titlen Et Efterslæt. Men indtil nu er det ikke blevet klart, hvad hensigten med denne titel er. Afslutningen må altså give en direkte eller en indirekte forklaring på denne titel.

til top

til top

Undervisning i Brødrene:

Slut oplæsningen med afsnittet: ”Jens Peter talte ikke med nogen, men spændte for og kørte hjem. Han hade Broderen paa sin Vogn, og satte ham af ved Borregaard, som om ingenting var hændt; der blev ikke vekslet ord mellem dem om det passerede.”

Kommentar til oplæsningsslutstedet: oplæsningen slutter der, hvor det, der viser sig at være den centrale begivenhed, nemlig den fejlagtige kundgørelse, har fundet sted, og hvor de første reaktioner på denne begivenhed er blevet fortalt.

Handlingsmæssigt er situationen den, at den fejlagtige kundgørelse er blevet rettet, og at forhindringen for, at Jens Peter kan overtage gården, dermed er eller i det mindste synes at være forsvundet. Handlingsmæssigt synes novellen altså at være slut.

Forløbsmæssigt er situationen den, at krisen (eller en ny krise) i forholdet mellem brødrene synes at være indtruffet: brødrene taler i hvert fald ikke sammen på hjemturen. Brødrenes forhold til hinanden har endnu ikke fundet en afklaring.

Begivenhedsmæssigt er situationen, at en bemærkelsesværdig begivenhed som nævnt er indtruffet, men at begivenhedens betydning endnu ikke er klar. Der er dog flere forhold, der peger på, at begivenheden ikke er ligegyldig. For det første begge brødrenes voldsomme umiddelbare reaktion på den fejlagtige kundgørelse. For det andet folks opfattelse af, at de første ord er bindende, trods rettelsen.

Personmæssigt: det er i novellens første del blevet klart, at Jens Peter er en person, der i nogen grad tænker og handler utraditionelt (det samme gælder Jens). Denne karakteregenskab må brødrene altså beholde i fortsættelsen.

til top

Modelanalyse:

Resumé: novellen er formet som en beretning fra et jeg, der befinder sig i en kupé i et tog på vej gennem Danmark. Jeget føler sig trist til mode ved, at langt de fleste sæder i toget er tomme. Derimod er en af jegets medpassagerer glad for, at der er god plads i togkupéen. Jeget og hans medpassager falder begge i søvn. Men da jeget atter vågner, er der en familie på seks personer i kupéen, selvom toget efter planen ikke skal være stoppet. Familien fortæller jeget, at de tilhører en menighed omkring en person, der kaldes ’Profeten fra Tommerum’. Familien fortæller jeget, at tilhængerne af denne profet aldrig spiser og ikke betaler for at rejse. Så kommer konduktøren for at se billetter, men han opdager ikke familien. Da toget når endestationen ved en færge, forsvinder familien, uden at jeget opdager det. Men så opdager jeget dem ude på perronen sammen med en masse andre fra menigheden. Da jeget omtaler disse rejsende for en (anden) konduktør, viser det sig, at han heller ikke kan se dem. Men jeget er ikke i tvivl om, at familien er virkelig.

Handling: familien i ’De Tomme Pladsers Passagerer’ foretager i løbet af historien en handling og fortæller undervejs om en handling, de allerede har foretaget. Familiens første mål var at få mad nok. Forhindringen for, at familien kunne løse dette problem, var, at dens indkomst var for lille til at købe mad nok. Familiens måde at overvinde forhindringen på var at indtræde i profetens menighed. Her behøver man nemlig slet ikke at spise. Familiens andet mål er at rejse, dels tilbage til fødestedet for at dø, dels ud til kysten for at få frisk luft og leve. Forhindringen for at nå dette mål er, at familien ikke har penge til rejsen. Mere konkret er forhindringen billetkonduktøren på toget. Denne forhindring overvindes også i kraft af medlemskabet af profetens menighed. Når man tilhører denne, behøver man nemlig ikke betale for at rejse. Og familien betaler faktisk heller ikke for togrejsen. Konduktøren bemærker slet ikke familiens tilstedeværelse.
Familien overvinder forhindringen, men det berettes i novellen ikke, om familien også når frem til rejsens mål.

Forløb: bedstemoderen er den i familien, der mest udpræget gennemgår (eller er ved at gennemgå) et forløb. Bedstemoderen er tilsyneladende stukket af fra et alderdomshjem. Derved har hun foretaget en konfrontation med myndighederne. Krisen er hendes rejse, hvor hun forlader (dvs. skilles) fra det sted, hun har boet hele sit voksenliv. Og hendes mål med rejsen er en genkendelse, nemlig af sin fødeegn, som siden hendes barndom sikkert har forandret sig, ligesom hun selv har forandret sig. Men om bedstemoderen når til genkendelsen, beretter novellen ikke.
Men desuden gennemgår fortællerpersonen (jeget) et forløb, selvom han ikke foretager nogen handling.
Mens fortællerpersonen sidder i togkupéen, finder der en konfrontation i form af en meningsudveksling sted mellem ham og hans medrejsende. Den medrejsende ønsker så få medpassagerer som muligt, fortællerpersonen ønsker så mange som muligt. Herefter indtræder krisen. Under konfrontationen var den medrejsende og fortællerpersonen i forbindelse med hinanden gennem deres samtale i kupéen. Nu sætter først den medrejsende og så fortællerpersonen sig til at sove. Dermed er de adskilte og befinder sig mentalt ikke længere i kupéen. Men nogen genkendelse mellem fortællerpersonen og medpassageren finder aldrig sted. Derimod oplever fortællerpersonen en genkendelse, da han atter vågner. Fortællerpersonen befinder sig stadig i kupéen, men nu oplever han den på en noget anden måde. Nu er familien nemlig også i kupéen. Fortællerpersonens genkendelse af kupéen indebærer dermed en ny konfrontation, nemlig med familien. Denne konfrontation skaber først en undren hos fortællerpersonen over, hvor familien mon er kommet fra. Krisen indtræder, da toget standser, og familien er forsvundet fra kupéen uden at fortællerpersonen har opdaget det. Men herefter genkender fortællerpersonen familien ude på perronen. Genkendelsen indebærer, at fortællerpersonen opfatter familien på en ændret måde. Da fortællerpersonen første gang møder familien taler han om ”det underlige i deres Fremtoning”. Da han genkender familien ude på perronen sammen med en masse andre af deres slags, siger han: ”en forunderlig Sværm af Pilgrimme var det”. Under konfrontationen var familien underlig. I og med genkendelsen bliver den forunderlig. Først var familien et problem, så bliver den nærmest en åbenbaring. Men en konfrontation med en (anden) konduktør truer med at udløse en ny krise. Konduktøren kan nemlig heller ikke se familien. Men fortællerpersonen holder for sig selv fast ved, at familien og de øvrige tomme pladsers passagerer er der, og derved fastholder han også sin nye opfattelse af familien. Han ser familien og deres fæller oppe på færgens promenadedæk: ”Jeg saa dem med egne Øjne sværme deroppe i Sollyset, næsten ét med det – de tomme Pladsers Passagerer.” Solen er fra gammel tid tegn for den højeste sandhed eller for Gud. De tomme pladsers passagerer er dermed næsten lig Gud, sådan som engle er det.

Begivenhed: ’De tomme Pladsers Passagerer’ indeholder ikke én men to centrale irrationelle begivenheder. Af den grund kunne man formode, at historien ikke er en novelle.
Den første centrale irrationelle begivenhed er den, at familien i en eller anden forstand lever videre, selvom den er holdt op med at spise. Den anden centrale irrationelle begivenhed er den, at konduktøren ikke opdager familien, da han kommer ind i kupéen. Til hver af historiens to handlinger knytter der sig således én central irrationel begivenhed. Og i begge tilfælde knytter den irrationelle begivenhed sig til den måde, hvorpå forhindringerne i de to handlinger overvindes.
En fortælling med to centrale irrationelle begivenheder er ikke en novelle. Men ’De tomme Pladsers Passagerer’ er heller ikke en fortælling med to centrale irrationelle begivenheder. Derimod er ’De tomme Pladsers Passagerer’ en fortælling og en fortalt fortælling med hver deres centrale irrationelle begivenhed. Den første irrationelle begivenhed fortælles nemlig af familien til fortællerpersonen (som så refererer den videre til læseren). Den anden irrationelle begivenhed fortælles direkte af fortællerpersonen. Selvom familiens historie således indeholder to centrale irrationelle begivenheder, så bevarer fortællingen sin novelleform ved at være en fortælling med en indlagt fortælling, eller en novelle med en indlagt novelle.

Personer: personerne i historien er dels familien. Men også fortælleren selv er person i sin historie. Men her skal familien omtales.
Der er flere tegn på, at familien er almue. Familien har råd for sine problemer, og den kan og vil fortælle om sine erfaringer. Familien udgør en gruppe, men en gruppe af individer, der hver især er særprægede. Familien udgør altså en mangeenhed. Familien er fattig, dens tilværelse er præget af knaphed på mad. Men samtidig har familien adgang til en overflod af befordringsmidler. Familien rejser, men selve rejsemålet er en dobbeltenhed. Rejsemålet er nemlig på en gang livet og døden. Desuden rejser familien på en gang ud og hjem. Livsopfattelsen er cyklisk derved, at døden er en tilbagevenden til livets begyndelse.
Endvidere er familien både fysiske og åndelige/luftige væsener. Dels i den forstand, at familien ikke er rent materialistisk men også er religiøs. Dels i den forstand, at familien nok har kroppe, men at der i familiens kroppe i mange tilfælde er luft der, hvor der skulle have været krop: familiens øjne er næsten som tomme huller. Moderen har ingen tænder og er forfærdelig mager. Familiens hoste tyder på, at den ikke har nogen lunger. Dels i den forstand, at for sig selv og for én anden person befinder familien sig i rummet, hvor den kan ses og høres. Men for alle andre personer befinder familien sig ikke i rummet men er ren luft. Og endelig i den forstand, at familien nok kan befinde sig i rummet. Men samtidig kan den tilsyneladende springe mellem forskellige rum: pludselig er familien således i kupéen. Og pludselig er den ude på perronen.
Familien er almue, men vel at mærke en almue, der befinder sig uden for sit vante miljø. Almuens vante miljø er nemlig det førindustrielle og overvejende selvforsynende bonde- og småbysamfund. Men toget, som familien befinder sig i, er et moderne transportmiddel. Desuden koster det normalt penge at rejse med toget.

Fortælleren: novellens personer, nemlig familien, er selv fortællere. Og fortælleren er som nævnt selv en person i sin fortælling. Her skal fortællerjeget omtales.
Fortællerjeget er et, der på samme tid oplever (i nutid) og fortæller (om noget, der er sket). Af den grund er der nogle pudsige skift mellem nutid og datid i hans beretning.  Men det, fortælleren fortæller om, er i hvert fald noget selvoplevet. Det betoner fortælleren selv, da han til sidst siger ”Jeg saa dem med egne Øjne”. Dette træk ved fortælleren nærmer ham til almuekulturen. Et andet træk, der viser fortællerens slægtskab med almuen, er, at fortælleren i modsætning til sin medpassager ikke bryder sig om ro og ubevægelighed. I den affolkede togkupé føler fortælleren et savn. Fortælleren vil gerne have liv og stemmer og kroppe omkring sig.
Men der er også tegn på, at fortælleren samtidig er socialist. Fortælleren kritiserer, at der ’køres med tomme pladser på alle områder’ samtidig med, at en ’sværm af udhungrede menneskesjæle’ flakker over pladserne. Hermed mener fortælleren formodentlig, at mange mennesker lider nød, samtidig med, at samfundet råder over store rigdomme, som blot ikke bliver udnyttet fornuftigt. Fortælleren mener, at samfundets rigdomme er skævt og forkert fordelt.
Men det, at en fortæller ikke står uden for den verden, fortællingen handler om, medfører, at fortælleren ikke er i stand til at overskue verdenen fuldstændigt. Fortællerens opfattelse af den verden, han selv er en del af, kan altså være mere eller mindre fejlagtig. I ’De tomme Pladsers Passagerer’ ender fortælleren med at mene, at familien er virkelig. Men fortælleren er den eneste person uden for menigheden, der kan se menighedens medlemmer. Det skaber tvivl hos læseren om, hvorvidt fortælleren er troværdig på dette punkt eller ej. Tvivlen øges ved, at fortælleren møder familien, da han vågner efter at have sovet. Fortælleren drømmer måske kun, at han vågner. Hans møde med familien er måske kun en ønskedrøm.
Der er derfor den mulighed, at fortælleren kan være delvis gal. På den anden side antager man ofte, at digtere er i besiddelse af en opfattelsesevne, der er større og stærkere end gennemsnitsmenneskets. Det kan altså også være, at fortælleren kan opfatte det, han gør, fordi han på en måde er synsk. Ingen af disse to muligheder kan udelukkes.

Tolkning: novellens tema er forholdet mellem almuen og det moderne, etablerede samfund. Novellen fremstiller i og med familien en almue, der lever under så usle vilkår, at den tilsyneladende knap nok længere lever. Novellen fremstiller desuden en almue, hvis eksistens og problemer ikke ænses af det etablerede samfund (repræsenteret af konduktørerne og medpassageren).
Den eneste, der er i stand til at registrere livstegn fra almuen, er tilsyneladende den fortæller, der selv i nogen grad tilhører almuen. Men hvis almuens eksistens er tvivlsom, så er almuefortællerens eksistens det også. Almuefortælleren fik sin troværdighed ved at understrege, at det fortalte var selvoplevet. Men fortælleren i De tomme Pladsers Passagerer understreger, at han beretter om noget selvoplevet, uden dermed at blive ganske troværdig. Almuefortællerens dage er talte.

til top

Slut oplæsningen med sætningen ”I det samme kom Konduktøren.”

Kommentar:

Handlingsmæssigt er situationen her den, at familien står foran forhindringen for at nå målet med deres rejse. Det, at familien stadig eksisterer, selvom den er holdt op med at spise, kunne sandsynliggøre, at medlemskabet af profetens menighed også er et effektivt middel til at rejse gratis med tog. På den anden side har jeget (og læseren) kun familiens eget ord for, at den ikke mere spiser. Familiens besynderlige historie kan altså godt være opspind. Hvis den er det, vil der sandsynligvis opstå en konfrontation mellem den og konduktøren.

Forløbsmæssigt er situationen den, at jeget er blevet konfronteret med familiens tilstedeværelse, men endnu ikke er afklaret mht., hvad han skal mene om den. Jeget har undret sig over familiens opdukken og udseende og har udspurgt familien og lyttet til dens fortælling, men endnu har jeget ikke draget nogen konklusion.

Begivenhedsmæssigt er situationen, at den anden begivenhed endnu ikke er indtruffet. Om – og da hvordan – den vil indtræffe, er ikke givet (jf. den handlingsmæssige situation).

Mht. fortælleren: familiens mærkelige tilsynekomst kombineret med dette, at jeget ser familien lige efter at være vågnet (men måske uden at være vågnet helt), kunne tyde på, at familien kun er et drømmesyn (om end et usædvanligt konkret drømmesyn). Dette, at jeget faktisk har savnet nogle flere medpassagerer kunne også tyde på, at familien er en ønskedrøm.
Men på tidspunktet for oplæsningens slutning er der ingen afgørende grund til at tvivle på jegets fornuft. På dette tidspunkt er der nemlig ingen vished for, at jegets sansning af den fysiske virkelighed adskiller sig fra nogle af de andre personers.
Mht. fortælleren skal det i øvrigt bemærkes, at novelleafslutningen må fortsætte som jegets beretning, dvs. i jegform. Ligesom Andersen Nexø skriver novellen i jegform uden nødvendigvis at være identisk med jeget, må eleverne m.a.o. skrive afslutningen i jegform, selvom de ikke er identiske med jeget.

til forsiden

Til top